Corydon sætter sin lid til vækstpakken

28. februar 2013 10:27 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Corydon sætter sin lid til vækstpakken
Billede mangler

Krisen har bestemt fat i den danske økonomi endnu, og tallene for sidste år ser ikke for pæne ud. Men den nye vækstpakke vil rette op på billedet.

Sådan lyder det fra finansminister Bjarne Corydon (S) i en kommentar til dagens tal for den danske økonomi fra Danmarks Nationalbank.

»Vi er udfordret af en svækket konkurrenceevne og manglende tro og tillid til fremtiden,« skriver Bjarne Corydon i en mail til business.dk.

»Med Vækstplan DK understøtter vi væksten her og nu med et markant investeringsløft i det offentlige, og vi skaber et robust grundlag for at vores virksomheder bliver stærke, så de er rustet til at gribe ud og få fuldt udbytte af opsvinget, når det kommer. Så vi på den måde kan fastholde en høj velstand og sætte gang i jobskabelsen,« hedder det videre fra Bjarne Corydon.

Fra økonomernes side er der uenighed om, i hvilket omfang den nye vækstpakke vil virke allerede i år. Hos Danske Bank Sydbank tvivler man på det.

»Planen indeholder ganske vist flere fornuftige initiativer, men ikke nogen som for alvor vil stimulere økonomien nu og her. Der har skattelettelserne og afskaffelsen af fedtskatten som danskerne fik glæde af fra januar måned af en større effekt. De vil formentlig løfte forbrugertilliden og skubbe til privatforbruget i år, siger økonom i Danske Bank, Jens Nærvig Pedersen.

Mens Arbejdernes Landsbank tror, at der kan komme en effekt. Og hvis regeringen genindfører boligjob-ordningen kan det være med til at løfte privatforbruget, påpeger cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, Lone Kjærgaard.

Blandt bankerne lyder buddet, at væksten i den danske økonomi i år kommer op på mellem 0,4 pct. og én pct. Regeringen tror, at væksten kommer op på 1,3 pct., men det er meget optimistisk på baggrund af dagens tal, fremhæver Sydbank.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu