Cristiano Ronaldo nyder at spille på Camp Nou

27. februar 2013 09:13 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Cristiano Ronaldo nyder at spille på Camp Nou
Billede mangler

Hvis der er én mand, der åbenbart bliver bedre af at spille på udebane end hjemmebane, så er det Cristiano Ronaldo. I hvert fald har han scoret i fem kampe i træk mod Barcelona på deres hjemmebane Camp Nou. Og tirsdag aften udbyggede han den statistik til en sjette af slagsen.

– Tendensen har været, at vi spiller bedre mod Barca ude end hjemme. Vi må fortsætte med at tro på os selv i vores indbyrdes kampe. Jeg ved, at mine holdkammerater nyder at spille på Camp Nou. Vi har tur i den her, siger Cristiano Ronaldo til AS.

Selvom Real Madrids sæson La Liga for længst er kørt, og Barcelona ikke ser ud til at kunne hentes, så har hovedstadsklubben ikke givet helt op overfor rivalerne. Først fik den 1-1 hjemme mod Barcelona i den første pokalsemifinale og tirsdag aften gjorde Real Madrid det så helt færdigt med 3-1 sejren på Camp Nou. Dermed er Real Madrid i finalen i Copa del Rey.

– Fra første til sidste minut var vi bedre end Barcelona, og det er lidt af en præstation at score tre gange her, siger Cristiano Ronaldo til AS.

Ude på tilskuerpladserne sad den skadede Real Madrid-keeper Iker Casillas og så på, og det var en dejlig oplevelse for ham.

– Mine holdkammerater var fantastiske. Defensivt var vi outstanding. Vi udspillede Barca på alle områder, siger Casillas til Marca.

Keeperen ser nu pludselig langt lysere på resten af sæsonen.

– Denne sejr skal nydes af alle Real Madrid-fans, selvom vi ikke har vundet finalen endnu. Sejren (over Barcelona, red.) giver os selvtillid for resten af sæsonen, siger Iker Casillas.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu