Cykelsportens vigtigste mand

30. januar 2013 16:14 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Cykelsportens vigtigste mand
Billede mangler

Iklædt lang sort frakke og maskerende solbriller trods manglende solskin forsøger en midaldrende mand at betale en taxachauffør, imens kameraer og journalister omringer ham og råber spørgsmål ind i øret på ham.

 

Taxaen bliver betalt, og journalister og fotografer bliver skubbet væk med et plastikchartek i den ene hånd og en taske i den anden. Manden er 57-årige Eufemiano Fuentes, og sammen med sin advokat er han på vej ind i den lille retsbygning på Julian Camarillo i Madrid.

Efter knap syv års ventetid skal han afhøres i en af historiens største dopingskandaler, Operacion Puerto, han selv var hovedmanden bag. Fuentes forsøger at fastholde sit kontrollerede ydre, men situationens alvor forvandler ham fra magtfuld til underdanig. Inde i retsbygning forsøger han midt i kaos af vagter, journalister og advokater at finde lidt tid for sig selv. Han lukker øjnene, sætter to fingre mod panden, og står sådan i et minuts tid. Da han åbner øjnene igen bliver han kaldt ind i retten.

De kommende tre en halv time bliver han grillet af anklageren, som spørger Fuentes til, hvordan han gav bloddoping til de op imod 200 sportsfolk, som han havde som kunder i dopingbutikken.

Fuentes svarer med så lav stemme, at mikrofonen må justeres flere gange. Han tager brillerne af og på, eftersom han skal kigge på sine gamle dopingkalendere og forklare over for retten, hvad hans optegnelser betyder. Han ligner ikke den magtfulde mand, som man ved han var, da han for syv år siden sad med magten over, hvilke cykelryttere, der skulle vinde hvilke løb. Midlet var et nøje opbygget og velfungerende dopingprogram.

– Min advokat har sagt til mig, at jeg ikke må sige noget endnu. Tak for din venlighed, svarer Fuentes med en gentlemans smil, da Berlingske før retssagen, forsøger at få en kommentar.

Bag ham står store dele af hans familie, som ganske vist har samme krumning på næsen, men ellers ikke besidder i nærheden af samme gentleman-stil som Eufemiano. Sammen står de alle for en fascinerende og beskidt historie.

Eufemiano Fuentes er den ældste af en børneflok på seks, hvoraf hans søster, Yolanda Fuentes, var en del af dopingvirksomheden og derfor også sidder i retten i Madrid. Den store familie scorede en formue på at gøre forretning i tobaksindustrien, og familien blev velkendte ansigter på Gran Canaria. På både godt og ondt.

Eufemiano Fuentes var første medlem af familien, som tog en universitetsuddannelse. Samme dag som han blev uddannet gynækolog i 1980, blev hans onkel kidnappet på Gran Canaria. En løsesum på 1 mio. dollars blev krævet, men da den aldrig blev betalt, blev onklen en måned senere fundet uden hoved. En lokal kriminel blev senere dømt for mordet.

Fuentes begyndte allerede i begyndelsen af 1980 at arbejde med sportsfolk. Det startede med, at han passede sit job som gynækolog om dagen, og om eftermiddagen hjalp han atleter med både målinger og behandlinger som bloddoping, som ikke var forbudt dengang. I 1984 blev han ansat til at gøre de spanske OL-atleter klar til de Olympiske Lege i Los Angeles. I de kommende år fortsatte Fuentes med at behandle sportsudøvere, og han blev efterhånden et vigtigt navn for spansk sport. Han blev endda gift med hækkeløberen Cristina Pérez, som ved OL i 1988 blev testet positiv for doping. En positiv test som det spanske forbund forsøgte at skjule.

Omkring 90erne blev Fuentes mere specialiseret omkring cykelsporten, og han indledte samarbejde med sportsdirektøren Manolo Saiz fra det daværende storhold ONCE. Saiz, som også sidder i retten i Madrid, fortsatte senere på Liberty Seguros-Würtz, som fik en hovedrolle i Operacion Puerto. Fuentes’ navn voksede sig større og større under overfladen i specielt cykling. Han arbejdede sammen med ryttere fra alle slags hold, og han fik så stor indflydelse, at han gjorde forskel på rytternes behandling, så han kunne påvirke resultaterne i løbene. Den dominerende dopinglæge fik bonusser, når hans kunder vandt løb. En Tour-sejr gav f.eks 50.000 euro til Fuentes, som tjente kassen på sin forretning.

Sikkerheden omkring dopingvirksomheden behøvede han på daværende tidspunkt ikke at bekymre sig særligt om. Dopingliberale Spanien havde stort set ingen kontrol, og dopingen foregik nærmest i det åbne.

Fuentes var kendt som lidt af en charlatan. En gentleman af udseende, som alligevel ikke kunne lade være med at prale af sin indbringende virksomhed. Spanske journalister har fortalt, at de i starten af 90erne fløj med Fuentes til den afgørende enkeltstart i årets Vuelta a Espana. Fuentes sad med en køletaske i skødet. En journalist spurgte, hvad der var i boksen.

– Her gemmer nøglen til at vinde Vueltaen sig, svarede Fuentes med et smil.

Op igennem 2000 udviklede Fuentes sig til at blive en af cykelsportens mest indflydelsesrige personer under overfladen. I 2006 brast det hele dog, da spansk politi efter længere tids efterforskning anholdt Fuentes, og beslaglagde alt fra blodposer, computere, maskiner til blodmanipulation til udførlige dopingkartoteker over hans kunder, som menes at indbefatte op til 200 atleter på det tidspunkt.

Siden Operacion Puerto har Eufemiano Fuentes endnu engang været indblandet i en dopingskandale. Hans navn figurerede således i sagen kaldet Operacion Galgo fra 2010, som menes at være en ny dopingring for atleter.

I dag bor Eufemiano Fuentes på Gran Canaria, hvor han arbejder som læge i en sundhedsklinik midt i Las Palmas. Både han og familien har holdt lav profil de seneste år, men familien er fortsat kendt på øen. Berlingske forsøgte i november sidste år at opsøge lægen for at stille ham konkrete spørgsmål om Bjarne Riis’ forbindelse til Operacion Puerto. Lægen var ikke til at finde på sundhedsklinikken, hvor han ifølge en ansat arbejdede hver fjerde dag.

De lokale spanske medier har ikke beskæftiget sig med Eufemiano Fuentes et stykke tid, selvom han for nylig også har været ansat som læg for et lokalt fodboldhold. Familien Fuentes holder til i området Santa Brigida i udkanten af Las Palmas. En spansk journalist beskriver området som Gran Canarias svar på Beverly Hills.

For foden af den store ejendom lod en spansk stemme forstå over dørtelefonen, at Berlingske ikke var velkomne, og at Eufemiano Fuentes var i Madrid og ikke i familiens store hus i »Beverly Hills«.

Sidste kapitel i historie om dopinglægen fra Gran Canaria er ikke skrevet endnu. I slutningen af marts bliver det besluttet, om Fuentes skal fængsles for Operacion Puerto.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu