Cyklistforbundet: Danskere husker lys på cyklen

17. december 2011 08:10 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Cyklistforbundet: Danskere husker lys på cyklen
Billede mangler

Når mørket bryder frem husker danskerne at sætte lys på deres cykler. Det viser en ny lygtetælling, som Cyklistforbundet netop har lavet.
 
Ifølge optællingen kører 87 procent af cyklisterne med korrekt lys på cyklen.
 
”På landsplan kører mere end 10 procent uden lys på cyklen. Det er stadig alt for mange, også selvom optællingen denne gang viser fremgang,” siger Allan Carstensen, specialkonsulent i Cyklistforbundet.
 
Da der sidst blev lavet lygtetælling – i 2009 – kørte kun 84 procent af cyklisterne med korrekt lys. Der er derfor tale om en stor stigning i lovlige og sikre cyklister.
 
Går man endnu nogle år tilbage – fra år 2000 – lå antallet af cyklister med lys på cyklen på på 75 procent.
 
Cyklistforbundets lygtetælling sker samtidig med at Trafikstyrelsens deadline for høringssvar vedrørende skærpede krav til cykellygter udløber.
 
”Gode cykellygter redder liv. Ingen cykellygter eller dårlige lygter koster liv. Vi har sagt og skrevet til Trafikstyrelsen, at vi ønsker de dårlige dinglelygter helt afskaffet,” siger Allan Carstensen og henviser til, at dinglelygterne er små, lyser svagt og ikke ses klart fra alle vinkler.
 
Foreløbig tyder alt på, at Trafikstyrelsen fremover vil stille strengere krav til cyklisternes lygter.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu