Cypern får hjælpepakke på 10 milliarder euro

16. marts 2013 03:57 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Cypern får hjælpepakke på 10 milliarder euro

BRUXELLES: EU og Den Internationale Valutafond (IMF) er natten til lørdag blevet enige om en hjælpepakke på 10 milliarder euro (74,6 milliarder kroner) til Cypern, skriver Reuters.

 

Efter 10 timers forhandlinger blev finansministrene fra eurozonen og IMF-chef Christine Lagarde enige om en redningspakke, som skal hjælpe de cypriotiske banker, der blev hårdt ramt af sidste års gældsomlægninger i Grækenland.

Uden hjælpen risikerede landet at gå bankerot, og yderligere ramme de internationale investorers tillid til de offentlige finanser i hele eurozonen.

Cyperne bliver efter Grækenland, Irland og Portugal det fjerde eurozoneland, der modtager en redningspakke.

Tysklands kansler Angela Merkel understregede vigtigheden af at hjælpe den kriseramte cypriotiske økonomi på et pressemøde fredag.

»At lade Cypern i stikken og bare se til ville ikke være ansvarligt efter min mening,« sagde Merkel efter et møde med EU-ledere.

Cyprioterne vurderede tidligere, at det var nødvendigt med 17 milliarder euro (126,8 milliarder kroner) for a få landets økonomi på benene igen. Men fordi et lån af den størrelse ville hæve gælden til et uholdbart niveau og sætte spørgsmålstegn ved landets evne til nogensinde at betale det tilbage, har politikerne forsøgt finde andre indtægtskilder i Cypern.

Under den nye aftale bliver blandt andet selskabsskatten hævet med 2,5 procent til 12,5 procent.

BNB/Reuters

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu