Cypern forbereder sig på rykind i banker

28. marts 2013 06:52 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Cypern forbereder sig på rykind i banker

CYPERN: Cyprioterne ventes at strømme til, når landets banker torsdag klokken 12 lokal tid slår dørene op for første gang, siden de blev lukket 16. marts.

 

Indbyggerne på den lille middelhavsø må væbne sig med tålmodighed, for tusinder af mennesker formodes at skulle i banken, og samtidig må indbyggerne i den kriseramte nation også se i øjnene, at de ikke får fuld råderet over deres indeståender. De vil nemlig kun kunne hæve et begrænset beløb på 300 euro, godt 2.200 kroner.

Det er en restriktion, myndighederne har indført for at forhindre folket i at lænse deres konti og skabe ny tvivl om landets skrøbelige økonomi – strengere restriktioner, end man tidligere har set i et eurozone-land.

Finansminister Michalis Sarris har også bebudet et forbud mod at få udbetalt penge for checks, lige som cyprioter, der rejser ud af landet, ikke må tage mere end 1.000 euro med sig i kontanter.

Fem containere, der tilsyneladende var fyldt med euro for milliarder blev sent onsdag levereret til centralbanken i hovedstaden Nicosia.

For at leve op til rammerne for den hjælpepakke, EU har vedtaget til Cypern, skal landet selv skaffe 5,8 milliarder euro for at kunne modtage hjælpepakken på 10 milliarder euro. Det betyder blandt andet, at bankkunder med indeståender på mere end 100.000 euro, omkring 750.000 kroner, ikke kan regne med at få alle deres penge ud.

Finansminister Sarris har sagt, at restriktionerne kun er midlertidige.

Bankerne holder torsdag åbent til klokken 18 lokal tid.

BNB/AFP

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu