Cypern siger nej til hjælpepakke

19. marts 2013 19:46 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Cypern siger nej til hjælpepakke
Billede mangler

CYPERN: Et flertal i Cyperns parlament har tirsdag aften stemt nej til en hjælpepakke fra EU og Den Internationale Valutafond, skriver flere internationale medier.

 

Der var tale om et markant nej, 36 af de cypriotiske parlamentarikere stemte nej, mens 19 hverken stemte for eller imod pakken, som med 10 milliarder euro skulle have hjulpet den lille middelhavsø ud af det økonomiske hængedynd. En parlamentariker var ikke til stede under afstemningen.

Hjælpepakken har vakt stor international opmærksomhed, fordi den stiller som betingelse, at almindelige småsparere også skal holde for. Det er første gang under finanskrisen, at helt almindelige bankkunder står til at skulle betale for en hjælpepakke. Hidtil har opsparinger på under 100.000 euro – cirka 750.000 kroner – været fredet af en statsgaranti under lignende situationer i andre lande, men cypriotiske opsparere ville med vedtagelsen af hjælpepakken skulle betale en afgift på 6,75 procent af deres indestående på under 100.000 euro og 9,9 procent, hvis de havde mere end 100.000 euro i banken.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu