Cypern stemmer nej til redningsplan

19. marts 2013 20:30 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Cypern stemmer nej til redningsplan
Billede mangler

Cyperns parlament har afvist den aftale, som Eurogruppen og IMF har tilbudt landet. Cypern mangler 17 milliarder euro for at undgå bankerot. EU og IMF tilbød 10 milliarder euro mod at landet selv opkræver engangsskatter på i alt 5,8 millliarder euro fra samtlige bankkonti i landet.

 

Den kontroversielle bankafgift er hovedårsag til parlamentets afvisning af aftalen i afstemningen, der var blevet udskudt flere gange. Ifølge den tyske avis Die Welt stemte ikke et eneste medlem af parlamentet for aftalen.

Præsident Nicos Anastasiades forudså nederlaget allerede inden afstemningen. Over for svensk radio sagde han, at »parlamentet vil afvise aftalen, fordi den bliver anset for at være unfair. Vi havde ikke forventet sådanne krav fra vores europæiske partnere«.

Cypern er et lille problem målt på størrelsen af det beløb – 17 milliarder euro – der skal til for at reddet landet fra bankerot. Men løsningen, som kom på plads med en aftale mellem IMF, Eurogruppen og Cypern under forhandlinger natten til lørdag, er eksploderet i problemer, der nu stritter i alle retninger.

Ud over nødlån fra euro-redningsfonden ESM og fra IMF bestod lørdagens aftale i engangsskatter på indestående på alle bankkonti i landet på 6,75 procent for alle beløb under 100.000 euro og 9.9 procent for alle beløb over 100.000 euro.

Skatterne skulle levere 5,8 milliarder euro, men har udløst ramaskrig flere steder:

* På finansmarkedet, fordi skatten på beløb under 100.000 underminerer EU-indskydergarantiens totemstatus.

* På Cypern, fordi Cyprioterne føler sig berøvet.

* I Rusland, fordi en stor del af russisk erhvervsliv og velhavere bliver berørt, dels af engangsskatten, dels af stigningen i selskabsskatten fra 10 til 12,5 procent.

Mandag aften erklærede Eurogruppen, at småsparere gerne må slippe for engangsskatten. I dag kom et nyt forslag fra det cypriotiske finansministerium, hvor indskydere under 20.000 euro slap, men hvor indskydere mellem 20.000 og 100.000 euro skulle betale 6,75 procent. Beløb over 100.000 euro skulle beskattes med 9.9 procent. Det efterlod tvivl om, hvorvidt Cyperns betalinger til redningen ville nå op på de krævede 5,8 milliarder euro.

Cyperns banker holder lukket i onsdag efter to ekstra bankhelligdage, der skulle forhindre et såkaldt bank-run. Cyperns centralbankchef Panicos Demitriades vurderede tirsdag, at mindst 10 procent af bankerne indestående vil blive hævet, når bankerne åbner torsdag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu