DA: Pasning er forældrenes ansvar under lockout

1. marts 2013 10:57 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
DA: Pasning er forældrenes ansvar under lockout
Billede mangler

Morgenstunden i danske børnefamilier kan blive kaotisk i april, hvis lockouten af landets folkeskolelærer træder i kraft.

 

Sker det, kan 50.000 lærere blive udelukket fra at arbejde, og skolelukninger i hobetal vil være en realitet. Danske familier ender i et logistisk limbo af de helt store.

Ansættelsesretschef hos Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Flemming Dreesen, har en ringe trøst til familierne.

»Nogle virksomheder vil arrangere former for pasning, men i sidste ende og rent juridisk er det forældrenes eget ansvar at få børnene passet,« siger han og anbefaler, at forældre allerede nu begynder at tænke over ferieplanlægningen.

»Det er en god idé at sørge for, at der er noget ferie at tage af. Det vil sige, at lade være med at bruge sin ferie i marts måned, men gemme det i fald lockouten skulle træde kraft,« siger han.

Kommunernes Landsforening har varslet lockout af folkeskolelærerne fra 1. april, hvis de ikke kan blive enige med Lærernes Centralorganisation om en ny overenskomst. Indtil videre er forhandlingerne kørt fast og er nu overdraget til forligsinstitutionen, som skal forsøge at finde et mæglingsforslag, parterne kan enes om.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu