Dagpengestrid breder sig til S

12. august 2012 01:08 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Dagpengestrid breder sig til S
Billede mangler

Den interne regeringsstrid om dagpengestramningerne breder sig nu også ind internt hos Socialdemokraterne på Christiansborg, skriver Politiken i dag.
Det sker, efter at SF i forgårs tog bladet fra munden og ganske enkelt krævede, at regeringen finder en løsning for de mange tusinde familier, der kan blive ramt af den halverede dagpengeperiode, der træder i kraft til nytår. Og som ifølge beregninger fra A-kassernes Samvirke vil sende tusinder fra dagpenge til kontanthjælp eller ingen ydelser.
– Jeg synes, det er vigtigt, og at det er en socialdemokratisk mærkesag at sikre ordentlige vilkår for vores arbejdsløse. Det var også det, vi gik til valg på, lyder det fra transportordfører Rasmus Prehn (S) til Politiken.
I en aftale fra 2010 mellem de borgerlige og de radikale blev den maksimale dagpengeperiode halveret fra fire til to år, og genoptjeningsperioden blev fordoblet fra et halvt år til et helt år. Halveringen af dagpengeperioden blev dog med sidste efterårs finanslov udskudt med et halvt år og slår derfor igennem til nytår.
– Genoptjeningsretten er noget af det, der står højest på min ønskeliste, men for mig at se kunne man også godt kigge på dagpengeperioden, for der er virkelig nogle, der står med kniven for struben. Så det synes jeg, vi skal kigge på. Om det så bliver flere midlertidige udskydelser eller en regulær udvidelse, det er jeg åben over for, tilføjer Rasmus Prehn til Politiken.
Også det socialdemokratiske folketingsmedlem Orla Hav erklærer sig på linje med SF i synet på, at regeringen må og skal finde en afbødning af den halverede dagpengeperiode fra fire til to år og den fordoblede genoptjeningsperiode fra et halvt til et helt år:
– Det er jeg, og jeg er på linje med den lange række borgere, der kommer i klemme. Jeg anerkender, at det er en svær opgave, for kassen er tom. Men det er jo så vores opgave at få kigget på, om ikke der skal laves en anden prioritering, siger han til Politiken.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu