DanAdopt angriber beslutning om stop for adoption

8. april 2013 12:43 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
DanAdopt angriber beslutning om stop for adoption
Billede mangler

Det vækker undren hos adoptionsbureauet DanAdopt, at socialminister Karen Hækkerup (S) har bebudet et foreløbigt stop for adoptioner fra Etiopien formidlet af netop DanAdopt. Ministerens afgørelse kom fredag som følge af en redegørelse fra Ankestyrelsen.

 

I en pressemeddelelse oplyser direktør i bureauet, Marianne Wung-Sung, at beslutningen om det midlertidige stop for adoptioner er »udtryk for en beslutning, der er baseret på historiske og ikke aktuelle forhold«.

»DanAdopt har imidlertid svært ved at forstå beslutningen om et midlertidigt stop for alle adoptioner fra Etiopien alene ud fra redegørelsen,« lyder det fra direktøren, der oplyser, at man allerede har været i kontakt med lokale myndigheder i Etiopien og strammet op på en række procedurer.

Det var DanAdopt, der formidlede den meget omdiskuterede adoption af pigen Masho, der blev kendt som følge af en TV-dokumentar sidste år. Efterfølgende har de danske myndigheder undersøgt forholdene omkring bureauets arbejde i Etiopien nærmere.

Fredag oplyste Karen Hækkerup, at tilliden til adoptionsbureauet var væk, og hun derfor havde besluttet at stoppe bureauets formidling af børn fra det afrikanske land:

»Jeg har desværre ikke længere den nødvendige tillid til DanAdopts formidling af adoptioner fra Etiopien, når Ankestyrelsen vurderer, at der er tvivl om, hvorvidt adoptionerne altid foregår etisk og juridisk forsvarligt,« oplyste Hækkerup i en pressemeddelelse.

Et af Ankestyrelsens kritikpunkter var blandt andet, at bureauet ikke overholder sin forpligtelse, når det kommer til at orientere myndigheder om alle væsentlige forhold om formidlingen af adoptioner fra Etiopien.

Onsdag fik de danske myndigheder nye oplysninger fra fire etiopiske kvinder, der har bortadopteret deres børn til Danmark.

Ifølge Ankestyrelsen oplyste kvinderne, at de var blevet lovet, at de fortsat ville have kontakt med deres børn, ligesom en adoption ville føre til en bedre tilværelse for både børnene og forældrene. Ingen af løfterne var blevet overholdt, oplyste de fire kvinder.

Ifølge pressemeddelelsen fra DanAdopt er man bekendt med de fire kvinders sag. I alle tilfælde drejer det sig om adoptioner, der »ligger flere år tilbage«.

»Efter de omtalte adoptioner blev gennemført, har både de lokale myndigheder i Etiopien og DanAdopt gennemført en lang række stramninger, der netop skal sikre, at adoptionerne foregår juridisk og etisk korrekt,« oplyser Marianne Wung-Sung.

Karen Hækkerup har bedt DanAdopt om en redegørelse for den måde, bureauet organiserer sig på i Etiopien og i »alle andre af deres samarbejdslande«, og først når ministeren er sikker på, at der er bragt orden i forholdene, kan bureauet igen formidle børn fra det afrikanske land.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu