Danfoss-ledelse uvidende om ansattes fusk

7. december 2011 17:09 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Danfoss-ledelse uvidende om ansattes fusk
Billede mangler

Det var tre betroede medarbejdere, der igennem tre et halvt år lavede ulovlige aftaler om prisstigninger med fire andre selskaber.
Det fastslår koncernchef Niels B. Christiansen.
“Der er tre medarbejdere i Danfoss, der har gjort noget ulovligt, og det får vi en stor bøde for. Den bøjer vi nakken og tager,” sagde han på et pressemøde på Hotel Crown Plaza på Amager.
Flere gange brugte han ordet “pinagtigt”, om den sag, der nu kommer til at koste virksomheden 669 millioner kroner.
Det har fået virksomheden til at skærpe den interne kontrol. Ifølge Niels B. Christiansen foregår det helt uafhængigt uden ledelsens indblanding.
Sagen kom for dagens lys i februar 2009, hvor Europakommissionen tog på uanmeldt besøg hos Danfoss datterselskab i Flensborg.
Herefter begyndte selskabet ifølge Niels B. Christiansen at afhøre medarbejdere – herunder de tre, der nu er blevet fyret. Men de undersøgelser bar ikke umiddelbart frugt, forklarede koncernchefen.
Karteldannelsen fik nemlig ingen betydning for virksomheden i Flensborg, som igennem alle årene kørte med voldsomme underskud.
Først da flere konkurrenter begyndte at give Europa-Kommissionen oplyser om sagen, kom de videre med undersøgelsen. De tre medarbejdere blev igen afhørt.
“På det tidspunkt, ændrede de forklaring,” lyder det fra Niels B. Christiansen.
Derfor gik Danfoss-ledelsen til kommissionen og fik afskediget de tre betroede medarbejdere, der ifølge koncernchefen var to-tre led fra den øverste ledelse.
De får ingen anden straf end fyringen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu