Daniel Agger og co. klar med 32 mio. til Brøndby

26. februar 2013 09:27 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Daniel Agger og co. klar med 32 mio. til Brøndby
Billede mangler

I fredags kunne sporten.dk fortælle, at flere tidligere Brøndby-profiler med Daniel Agger og Per Nielsen er klar til at skyde mange millioner i klubben, for til gengæld at skifte helt ud i ledelsen.

Tirsdag skriver Ekstra Bladet så, at kredsen af tidligere Brøndby-spillere, der også tæller Thomas Kahlenberg og Johan Elmander, har præcis 32 mio. kr. klar til klubben, som en del af en større plan med en række investorer.

Investorgruppens plan er at indsætte en helt ny bestyrelse allerede inden den forestående aktiemission, og planen foregår fortsat i det skjulte af frygt for modstand i baglandet. Investorerne opererer ifølge dem selv i små celler, hvor ikke engang de involverede spillere kender identiteten på de øvrige investorer.

Brøndbys næstformand Benny Winther bekræftede i fredags overfor sporten.dk, at han har kendskab til de tidligere spilleres interesse. 

– Ja, jeg har hørt, at der er gamle spillere, som overvejer at hjælpe. Det er samme navne, jeg hører, og det er jo fint, hvis det bliver tilfældet. Indtil videre må jeg sige, at det glæder mig, at de er villige til at hjælpe. Det kan kun glæde mig, at folk stadig har klubfølelse, for det må vel være på grund af klubfølelse, at de gør det, siger Benny Winther.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu