Danmark afviser at udlevere eks-diplomat

13. august 2012 18:50 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Danmark afviser at udlevere eks-diplomat
Billede mangler

Efter næsten halvanden måned i en dansk fængselscelle er en tidligere topdiplomat for Zambia mandag blevet løsladt.
Myndighederne i Zambia forlangte manden udleveret i en straffesag, men betingelserne for at udlevere manden er ikke opfyldt, vurderer Justitsministeriet
– Jeg talte med min klient tidligere i dag, og han er meget glad og lettet over løsladelsen. Han vil tage i lufthavnen allerede i aften og rejse hjem til sin familie i London, siger mandens advokat, Tyge Trier, til Ritzau.
Det vakte international opmærksomhed, da Attan Shansonga i slutningen af juni blev anholdt af politiet i lufthavnen i Kastrup.
På grund af Zambias efterlysning besluttede en dommer fra Københavns Byret at frihedsberøve manden, indtil Justitsministeriet fik set nærmere på sagen.
Attan Shansonga, der stammer fra Zambia, men er britisk statsborger, har tidligere været ambassadør i USA. I 2004 rejste han tilbage til Storbritannien for at medvirke i noget efterforskningsarbejde.
Dog var det Attan Shansonga selv, der endte med at få en sag på halsen, da myndighederne i Zambia anklagede ham for tyveri af offentlige midler. Sagen drejer sig om penge, der er overført af myndighedspersoner i Zambia til Shansonga i England.
– Det har hele tiden været min og Attans opfattelse, at sagen drejer sig om et politisk spil i Zambia og ikke har karakter af en egentlig straffesag, siger Tyge Trier.
Ifølge advokaten har antikorruptionsmyndighederne i Zambia valgt at kaste sig over Shansonga i stedet for at rette skytset mod de myndighedspersoner i Zambia, som står bag pengeoverførslerne
Tyge Trier er tilfreds med afgørelsen fra Justitsministeriet, men han så gerne, at sagen var blevet ekspederet hurtigere.
– Vi må erkende, at det er en kompleks sag, men det har fra starten været så åbenlyst, at betingelserne for udlevering ikke var opfyldt. Sagen burde være afgjort i løbet af to-tre uger og ikke syv uger, som der nu er gået, siger Tyge Trier.
Tyge Trier vil nu overvejer, om der skal rejses et erstatningskrav på grund af frihedsberøvelsen af Shansonga.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu