Danmark er tæt på at få sin EU-rabat

8. februar 2013 07:36 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Danmark er tæt på at få sin EU-rabat
Euro

På EU-topmødet er Danmark tæt på at få den milliard kroner, som den danske regering har krævet i EU-rabat. Foto: Colourbox.

Helle Thorning-Schmidt er blevet tilbudt en EU-rabat på en milliard kroner på indtægtssiden i forhandlingerne om EUs langsigtede budget.

 

BRUXELLES: Efter at to danske regeringer igennem en årrække har argumenteret for, at Danmark betaler for meget til det europæiske fællesskab, og truet med at nedlægge veto mod EUs budget, er Danmark nu på vej ind i klubben af lande,d er får EU-rabat.

Tidligt fredag morgen fremlagde EUs præsident Herman van Rompuy et oplæg til en ny syvårig-budgetaftale, der indeholder en rabat på Danmarks indbetalinger på en milliard kroner. Danmarks kontingent nedskrives kontant med 130 millioner euro om året i de næste syv år, og desuden nyder Danmark godt af, at Holland, Østrig og Sveriges EU-rabatter reduceres.

Reduktionen i de øvrige rabatlandes rabatter betyder samtidig, at den samlede rabatmængde falder, hvilket har været et krav fra især Italien og Frankrig.

Men Socialdemokraternes EU-ordfører, Jens Joel, understreger, at rabatten ikke er hjemme endnu.

– Der er ikke noget, der er sikkert, før forhandlingerne er afsluttet. Men vi har gode argumenter for, hvorfor vi skal have en rabat, og hvorfor vi ikke skal betale for de andre landes rabatter, siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

– Det, der ligger på bordet lige nu, er et skridt i den rigtige retning, både når det drejer sig om rabat, et mindre EU-budget og det danske krav om, at vi skal bruge pengene lidt klogere, fortsætter han.

EU-landenes forhandlere kan fra fredag morgen komme med indsigelser til kompromisforslaget fra Herman Van Rompuy.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu