Danmark har tilgivet fodboldtossen

10. januar 2012 07:18 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Danmark har tilgivet fodboldtossen
Billede mangler

I dag klokken 10 får den såkaldte fodboldtosse sin dom i sagen fra 2007, hvor han i en kamp mod Sverige løb på banen og angreb dommeren.
Danmark blev taberdømt og måtte spille sine næste landskampe i Århus, men her små fem år efter har danskerne tilgivet den aggressive fodboldfan.
I en meningsmåling fortaget af Wilke for Newspaq svarer 50 procent af de adspurgte, at de har tilgivet fodboldtossen. 24 procent har endnu ikke kunnet slippe hans voldsomme fremfærd, mens 26 procent ikke kan tage stilling til spørgsmålet.
Formanden for de danske roligans glæder sig over, at danske fodboldfans nu er kommet videre.
“Tiden læger alle sår, og jeg synes, han har fået straf nok. Nu er der kogt suppe nok på den dumhed. Vi skal videre alle sammen, og han har ikke slået nogen ihjel, så jeg synes godt, at man kan tilgive manden,” siger Claus Amondsen til Newspaq.
DBU sagsøgte oprindeligt fodboldtossen for 1,7 millioner kroner i tabte entreindtægter. I 2009 blev baneløberen pålagt at betale 900.000 kroner, men da byretten også fandt, at sikkerheden i Parken havde været mangelfuld, valgte baneløberen, som også fik 20 dage i fængsel, at anke dommen.
Efterfølgende har DBU hævet deres erstatningskrav til 2,2 millioner kroner, og det beløb er ifølge danskerne for voldsomt.
Knap 42 procent af de adspurgte erklærer sig uenige eller helt uenige i, at fodboldtossen skal betale det store erstatningsbeløb.
DBU’s generalsekretær Jim Stjerne Hansen har tidligere åbent for, at parterne kan blive mødes om et forlig.
Undersøgelsen er gennemført via internet repræsentativt fordelt blandt danskere over 18 år i perioden fra 29. november til 5. november 2011. Der er gennemført i alt 521 interview, hvilket giver en usikkerhed på 4,33 procent på totaler.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu