Danmark kan tage stort velstandshop

10. april 2013 05:12 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Danmark kan tage stort velstandshop
Billede mangler

Danmark står til at høste betydelige stigninger i velstanden over de kommende år, der eksempelvis kan give bedre offentlig velfærd, lavere skatter, kortere arbejdstid eller en kombination af alle tre dele på samme tid, skriver Berlingske Business.

 

Det er så meget som 3.000 kroner efter skat ekstra om måneden, at en typisk LO-arbejder kan få mere – vel at mærke uden at arbejde mere. Alt sammen gælder, hvis det over de kommende år lykkes at hæve den danske produktivitet bare til samme niveau som ses i Sverige.

»Det burde være muligt,« siger formanden for regeringens Produktivitetskommission, Peter Birch Sørensen, der også er professor og tidligere overvismand.

Han tilføjer, at Danmark har et betydeligt efterslæb.

»Så det er en rimelig ambition at hæve den danske produktivitet til svensk niveau, men det afhænger selvfølgelig også af, hvor mange af de forslag til at øge produktiviteten, som vi kommer med senere, man vil gennemføre,« siger Peter Birch Sørensen.

Det er især inden for de private servicefag, at produktiviteten er lav, påviser Produktivitetskommissionen i en ny analyse, og det skyldes især mangel på konkurrence og for lille brug af højtuddannet arbejdskraft.

Cheføkonom Helge J. Pedersen fra Nordea er enig i, at Danmark står med et stort potentiale for at få løftet velstanden, hvis produktiviteten kommer mere op i fart.

»Men for at få udløst potentialet kræver det, at rammevilkårene herhjemme langsomt bliver bedre, så det bliver mere attraktivt at investere i Danmark. Det er noget, man er i gang med blandt andet med vækstpakken. Men der er også brug for mere konkurrence og liberalisering af produktmarkederne. Også det arbejdes der på, så uddannelsessystemet bliver mere effektivt og virksomhederne bedre til at ansætte flere højtuddannet medarbejdere,« siger Helge J. Pedersen.

Hvordan Produktivitetskommissionen vil gøre Danmark mere effektivt og rigere, kommer de først med forslag til senere på året, men Peter Birch Sørensen siger, at mindre regulering kan være en af mange veje frem.

»Regulering kan undertiden være nødvendig, men hvis den er unødigt stram eller afviger fra den måde, man regulerer på i udlandet, kan det betyde, at udenlandske servicevirksomheder ikke etablerer sig i Danmark. I forvejen har Danmark det handicap, at vores hjemmemarked er meget lille. Det gør det mindre attraktivt at placere sig her. Derfor skal vi passe på ikke at have for mange andre hindringer,« siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu