Danmark kritiseres for indirekte støtte til henrettelser i Iran

24. marts 2013 08:06 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Danmark kritiseres for indirekte støtte til henrettelser i Iran
Billede mangler

I de seneste to år har Danmark hvert år doneret fem millioner kroner til et iransk narkobekæmpelsesprogram, men samtidig har Iran henrettet hundredvis af formodede narkokriminelle, skriver Politiken.

 

Det møder kritik fra Amnesty, som anslår, at mindst 488 mennesker blev henrettet for narkorelateret kriminalitet alene i 2011.

»Ønsket om at begrænse narkohandel er selvfølgelig legitimt, men som situationen er i Iran, kan pengene ende med at støtte anholdelser og i sidste ende henrettelser. Hvis man fortsætter med at støtte programmet, legitimerer man også Irans brug af dødsstraf for narkorelaterede forbrydelser«, siger Trine Christensen, som er vicegeneralsekretær i Amnesty.

i den periode, hvor Danmark har støttet narkobekæmpelsesprogrammet, er antallet af henrettelser i Iran steget, og op mod 80 procent af de henrettede personer formodes at have været indblandet i narkokriminalitet.

Den danske støtte går til det FN-baserede program UNODC via Danida, og ifølge Politiken har programmet givet gode resultater. Alligevel vil Enhedslisten stoppe støtten og tage problemet op med udviklingsminister Christian Friis Bach (R).

»Vi skal ikke være en del af et projekt, hvor de henretter folk for kriminalitet. Vi skal ikke fedtes ind i en indsats, hvor folk bliver slået ihjel, det duer ikke. Bare fordi vi vil sikre os selv imod narkosmugling, kan vi jo ikke lukke øjnene for, hvordan folk bliver behandlet. Så går vi på kompromis med vores principper «, siger udviklingsordfører Christian Juhl (EL).

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu