Danmark med til at stramme grebet om Nordkorea

7. marts 2013 16:45 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Danmark med til at stramme grebet om Nordkorea
Billede mangler

FNs Sikkerhedsråd har besluttet at skærpe sanktionerne mod Nordkorea, så det blandt andet bliver sværere for nordkoreanere, herunder diplomater, og nordkoreanske selskaber at bevæge sig rundt i verden.

 

Danmark står som et af de lande, der har været med til at foreslå indholdet af resolution 2094.

»Vi har fra dansk side besluttet os for at være medforslagsstiller af resolutionen, fordi vi ønsker at understrege det internationale samfunds beslutsomhed over for Nordkorea og vise landets ledere, at de fortsatte provokationer har konsekvenser,« siger udenrigsminister Villy Søvndal (SF) med henvisning til blandt andet Nordkoreas atomprøvesprængning 12. februar.

»Med vedtagelsen af dagens resolution har vi nu pålagt Nordkorea et af de mest omfattende sanktionsregimer, som FN har pålagt noget land. Signalet er ikke til at misforstå,« understreger Villy Søvndal.

Den nye resolution betyder blandt andet også, at der bliver særlige stramninger på det finansielle område, hvor »FNs medlemslande pålægges at forhindre finansielle overførsler, der kan bidrage til det nordkoreanske atom- eller missilprogram«.

»Det er en kraftig og historisk vidtgående resolution, som styrker sanktionerne over for det nordkoreanske regime og vil gøre det vanskeligere at udvikle nye atomvåben, der udgør en alvorlig trussel mod international fred og sikkerhed,« siger Villy Søvndal i en skriftlig kommentar til Berlingske Nyhedsbureau.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu