Danmark og Tyskland rotter sig mod Sydeuropa

30. marts 2012 21:23 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Danmark og Tyskland rotter sig mod Sydeuropa
Billede mangler

Når der skal spares i Danmark, skal EU følge trop.
Sammen med blandt andet Tyskland kæmper Danmark for nulvækst i EU. Ifølge finansminister, Bjarne Corydon (S), nytter det nemlig ikke, at det fælles EU-budget stiger samtidig med, at der bliver skåret heftigt ned i de enkelte EU-landene.
Det kom frem under dagens topmøde i Bella Center i København, hvor økonomi- og finansministre fra hele EU mødtes for at forhandle om næste års budgetrammer.
“Man må spænde livremmen ind og tage sin egen medicin i EU. Andet kan man ikke forklare sine skatteydere,” siger finansministeren til Nyhedsbureauet Newspaq.
Ifølge Corydon var der tydelige konflikter mellem landene. Mens Danmark sammen med blandt andet Tyskland, Holland og Storbritannien kæmper for nulvækst i EU, var flere af de sydeuropæiske ikke enige.
Nogle af landene ømmede sig over Danmarks udmelding, fordi de selv får gavn af EU-budgettet.
Danmark og en række andre lande vil også gerne satse mere på vækst og beskæftigelse og ser gerne, at der i EU bliver brugt flere penge på forskning og innovation. Men det går også stik imod en række andre landes ønsker.
Bjarne Corydon argumenterede desuden på dagens topmøde for, at EU-rabatterne skal afskaffes.
“Når vi betaler fire euro til EU, og andre lande med samme velstandsniveau betaler tre, er det ikke rimeligt. Men de lande holder fast i deres rabatter,” siger finansministeren.
Han mener, der skal hårde forhandlinger til, før der sker noget i den sag.
Mødet i Bella Centret fortsætter i morgen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu