Danmark sender kræftceller ud i rummet

19. april 2014 10:48 | Af: Ritzau Fokus
 
Danmark sender kræftceller ud i rummet
Det er lykkedes at få sendt danske kræftceller med ud i rummet. Foto: NASA TV AP

Det er lykkedes at få sendt danske kræftceller med ud i rummet.

Det er lykkedes at få sendt danske kræftceller med ud i rummet. Foto: NASA TV AP

Dansk rumforskning er om bord på rumfartøj fra USA, der er på vej til ISS.

Efter flere forsinkelser lykkedes det fredag Nasa at få sendt et amerikansk rumfartøj af sted mod den internationale rumstation ISS. Det skriver Aarhus Universitet på sin blog “Cells in Space”.

Ud over forsyninger til astronauterne indeholder rumkapslen cirka seks millioner kræftceller fra en patient med aggressiv kræft i skjoldbruskkirtlen.

Det sker som del af et forsøg, der er et stort skridt inden for dansk rumforskning.

Opsendelsen skulle være sket mandag aften dansk tid, men blev udsat til fredag på grund af en lækage.

Det vil tage det amerikanske rumfartøj tre dage, før kræftcellerne er om bord på rumstationen. Målet er at undersøge kræftcellers reaktion i vægtløshed, hvilket kan bidrage med ny vigtig viden til kræftbehandling.

Vægtløshed får nemlig celler til at opføre sig anderledes, end når de er påvirket af tyngdekræften, og det har betydning for kræftforskningen.

Tidligere forsøg har vist, at 30 procent flere kræftceller dør under vægtløshed, end når de er påvirket af tyngdekraften.

Efter en måneds ophold i rummet, hvor det ubemandede rumskib er sammenkoblet med ISS, sendes cellerne retur i en kapsel, som falder ned i Stillehavet ud for Californiens kyst.

Først herefter kan forskerne komme i gang med at undersøge cellerne. Resultaterne ventes at være klar om et år.

/ritzau/

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu