Danmark taber pusten i patentkapløb

16. februar 2013 08:31 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Danmark taber pusten i patentkapløb
Billede mangler

En opgørelse over det samlede indleverede patentansøgninger hos det europæiske patentkontor (EPO) afslører, at Danmark er på vej ned i tempo, når det kommer til patenter. Det skriver netavisen Borsen.dk lørdag.

 

Mens det samlede antal indleveringer i EPO steg med 5,7 procent i 2012, så faldt bidraget fra danske virksomheder med 0,8 procent. På trods af tilbagegangen kan Danmark stadig holde sin 17. plads på EPOs opgørelse. Og Danmark er da også – når man opgør tallene pr. indbygger – stadig højt rangerende.

Men det ændre ikke ved, at Danmark sender færre patentansøgninger ind ind tidligere, mens konkurrerende nationer øger antallet. Dansk Erhverv mener, at 2012-opgørelsen fra EPO er ildevarslende og et tegn på, at krisen stadig kradser i de danske innovationsvirksomheder.

“Når vi ser isoleret på patenter, står det ikke for godt til med innovationen. Vi har en udfordring,” siger Jannik Schack Linnemann fra Dansk Erhverv ifølge Borsen.dk og tilføjer:

“Jeg tror bare, at man skal acceptere, at vi ikke er særligt gode til, at få bragt vores viden og forskning ud i virksomhederne. I hvert fald ikke når man måler på patenter. Det er ikke her, vi skal sætte vores lid til, at det næste samfundsøkonomiske guldæg, bliver lagt.”

Direktøren for Patent- og Varemærkestyrelsen, Jesper Kongstad, peger på, at tilbagegangen er en del af en europæisk tendens – og den er heller ikke for god i hans øjne.

“Vi ser altså, at Europæisk industri viger for amerikansk og asiatisk industri, når det handler om at udtage patenter. Og det passer jo sådan set også med den generelle makroøkonomiske situation. Og Danmark er ingen undtagelse. Den tendens har man set nogle år. Og det er en trend der er kommet for at blive, tror jeg,” siger han ifølge netavisen.

De lande, der topper listen over indleverede patentansøgninger hos EPO er USA, Japan og Tyskland. Kina er nummer fire efter at have accelereret sin indsats over de seneste år, skriver Borsen.dk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu