Danmark tog flere fanger end oplyst

12. juli 2012 06:00 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Danmark tog flere fanger end oplyst
Billede mangler

Danske militærpolitifolk har undladt at rapportere til forsvaret om tilbageholdelser i Afghanistan.
 
Danmark har taget flere fanger i Afghanistan end hidtil oplyst. Det fremgår af et brev fra Forsvarskommandoen til forsvarsminister Nick Hækkerup (S), som netop er blevet afklassificeret, skriver Information.
I brevet oplyser Forsvarskommandoen, at såkaldte enkeltmandsudsendte militærpolitifolk i Kabul siden 2002 har undladt at rapportere om tilbageholdelser til forsvaret.
I stedet har de danske soldater rapporteret til de Nato-enheder, soldaterne har indgået i.
Forsvarskommandoen “indskærper” nu, at soldaterne fremover også indrapporterer sådanne tilbageholdelser til Danmark.
Forsvaret måtte på baggrund af oplysninger fra 14.821 lækkede amerikanske efterretningsrapporter sidste år opjustere antallet af fanger taget i Afghanistan til 55, og det tal skal nu hæves yderligere.
Ifølge Søren Thinggaard Larsen, kommandørkaptajn og chef for Forsvarskommandoens operations- og efterretningscenter, har forsvaret imidlertid ikke viden om, hvor mange flere fanger, danske soldater har taget.
Forsvaret ved heller ikke, hvad der er sket med de fanger, danskerne efterfølgende har overleveret til de afghanske myndigheder.
Søren Thinggaard Larsen henviser til, at det må være op til den kommission, som skal undersøge Danmarks deltagelse i krigen i Irak og håndteringen af fanger i både Irak og Afghanistan, at undersøge.
I et brev til Folketingets forsvarsudvalg skriver forsvarsminister Nick Hækkerup, at oplysningerne “vil kunne komme til at indgå i den kommende undersøgelseskommission om krigsdeltagelsen i Irak og Afghanistan”.
Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen, kalder situationen “fuldstændig uholdbar” og kræver en undersøgelse af, hvad der efterfølgende er sket med de tilbageholdte.
– Vi har jo ansvar for de fanger som er blevet taget. Så det gør ikke bare antallet af fanger større – men også ansvaret større, siger Nikolaj Villumsen til Information.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu