Danmark tynget af høj selskabsskat

29. januar 2013 16:23 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Danmark tynget af høj selskabsskat
Billede mangler

Den danske selskabsbeskatning er stadig blandt de højeste i EU og EFTA-området. Det viser en frisk rapport fra det globale konsulenthus PWC.

 

I rapporten “Paying Taxes 2013” kan man se, at PWC beregner den danske selskabsskat til 20 procent. Officielt er den 25 procent, men reelt ender den ifølge PWC altså lidt lavere. Med en sats på 20 procent bliver danskerne kun overgået af Storbritannien, Holland, Norge, Malta og Italien, når det kommer til selskabsskatten.

Lader man blikket feje hen over rapportens konklusioner, så placerer Danmark sig faktisk i den lave ende, når det kommer til den samlede beskatning af virksomhederne. Rapporten fokuserer på de effektive skatteomkostninger for virksomhederne, der inkluderer sundhedsbidrag med mere, og her ligger Danmark faktisk som nummer 26 ude af 29.

Partner og leder af skatteafdelingen i PWC, Jan Huusmann, giver dog udtryk for, at man ikke skal lade sig narre.

“En del af de skatter, der indgår i vores undersøgelse, er de forskellige sociale bidrag, som virksomhederne indbetaler. I det danske skattesystem betales disse sociale bidrag som oftest af lønmodtageren. Derfor indgår de ikke i selskabernes samlede skattetryk,” siger Jan Huusmann i en kommentar til rapporten og tilføjer:

“Ser man isoleret på beskatningen af selskabernes overskud, har Danmark det sjette højeste skattetryk ud af de 29 lande i EU og EFTA.”

På trods af den høje selskabsskat i forhold til de lande, vi i høj grad handler med og konkurrerer imod, så er der dog enkelte solstrålehistorier i rapporten Paying Taxes 2013. Det viser sig nemlig, at når det kommer til den tid, en virksomhed bruger på at efterleve skattelovgivningen samt antallet af skatteindbetalinger, så ligger Danmark i den pæne ende.

En dansk virksomhed bruger i gennemsnit 130 timer om året på at efterleve skattelovgivningen. Det er under gennemsnittet på 184 timer for regionen, skriver PWC. Det betegner Jan Huusmann som “en fordel”.

“Globalt set er Danmark godt placeret, når man kigger på de administrative byrder i forbindelse med skatteindbetalinger. Det globale gennemsnit er 27,2 indbetalinger, som tager 267 timer. Her har Danmark altså en fordel, når vi skal konkurrere om at tiltrække og fastholde arbejdspladser,” siger han og tilføjer:

“Men skattetrykket i Danmark lægger en mørke skygge over de administrative fordele, og samlet set gør det høje skattetryk det svært for Danmark i det internationale konkurrencebillede.”

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu