Danmark vælger stadig de mest integrerbare flygtninge

22. marts 2013 05:42 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Danmark vælger stadig de mest integrerbare flygtninge
Billede mangler

VK-regeringens regel fra 2005, om at Danmark skal udvælge de såkaldte kvoteflygtninge ud fra deres integrationspotentiale, er blevet kritiseret af både FNs Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) og de nuværende regeringspartier for at favorisere kristne flygtninge i stedet for at se på, hvem der har det største beskyttelsesbehov.

 

Men trods kritikken og at S-R-SF-regeringen i 2011 skrev i regeringsgrundlaget, at reglen skal fjernes, eksisterer den stadig. Og det får nu Enhedslisten til selv at fremsætte et lovforslag for at gøre op med praksissen, skriver Politiken.

»Vi ønsker, at de flygtninge, der bliver udvalgt, er dem, der har det største beskyttelsesbehov. Ikke dem, der er integrerbare,« siger partiets politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), til avisen.

Også UNHCR er stærkt utilfreds med den danske model.

»Såkaldt »integrationspotentiale« bør ikke være retningsgivende for udvælgelse og godkendelse af flygtninge i henhold til kvoten for genbosætning. Flygtninge er generelt stærkt motiverede til både at genopbygge deres eget liv og bidrage meningsfuldt til modtagersamfundet. Men genbosætningen skal tilbyde flygtningene de fornødne støtteforanstaltninger og muligheder til at lette deres integration i det nye samfund,« udtaler Markku Aikomus, UNHCRs talsmand for de nordiske og baltiske lande, til Politiken.

Men SFs udlændingeordfører, Karina Lorentzen (SF), vil ikke love noget.

»Det er selvfølgelig fristende at stemme ja, men jeg tror også, det er en omgang politisk drilleri. Og i praksis vil det nok blive til et nej af den grund, at alle konsekvenser af lovforslaget også skal forberedes,« siger hun og fortsætter:

»Der skal formentlig følge noget økonomi med til kommunerne, og der skal være ressourcer til at tage imod dem. Jeg ved ikke, om de har krigstraumer og andet, men det er man bare nødt til at tænke ind«.«

Det er justitsminister Morten Bødskov (S), der i givet fald skal fremsætte lovforslaget, men han ønsker ikke at svare på spørgsmål om sagen, oplyser ministeriet til Politiken.

Danmark modtager cirka 500 kvoteflygtninge om året – altså flygtninge, der – modsat dem, der selv kommer hertil – efter aftale med UNHRC genbosættes i landet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu