Danmark ved at falde ud af top 10 i IT

11. april 2013 09:52 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Danmark ved at falde ud af  top 10 i IT
Billede mangler

Danmark rykker længere og længere væk fra den gamle førsteplads på verdensranglisten over bedste IT-nationer.

Finland, Sverige og Norge ligger nu foran Danmark, som er nummer otte i opgørelsen, som den internationale tænketank World Economic Forum hvert år udarbejder i samarbejde med erhvervsuddannelsesinstitutionen INSEAD. Rapporten, »The Global Information Technology Report«, måler den betydning, som IT- og telekommunikation har på at sikre økonomi, miljø og bæredygtighed i verden. Danmark er dermed rutschet ned fra sidste års fjerdeplads, og det var blot i 2010, at Sverige slog Danmark af førstepladsen, og nu er Sverige selv slået nedad.

Det femte, nordiske land, Island, indtager en 17.-plads.

Bred dansk tilbagegang men stadig lyspunkter

Det er Nordeuropa og de såkaldte asiatiske tigre, som dominerer, og i Nordeuropa skiller Norden sig særskilt ud. Finland er for første gang helt i top, mens Singapore indtager andenpladsen og Sverige fastholder sin tredjeplads. Norge er rykket ind på femtepladsen – op fra nummer syv.

Det er 12. år i træk, at World Economic Forum tager temperaturen på situationen blandt nu 144 lande. De afrikanske lande Burundi og Sierra Leone ligger i bund.

»Danmark rangerer overordnet som nummer otte men er kun på fjerdepladsen blandt de nordiske lande. Men ved at rykke fire pladser ned har landet gjort sin position værre på næsten to tredjedele af de indikatorer, som bruges for at sammensætte netværksparathedsindekset. Graden af netværksparathed forbliver dog forbløffende. Danmark ligger i top, hvad angår den individuelle brug, og kan prale med nogle af de højeste rater for internetbrug (6.-plads), husholdninger med personlige computere (6.-plads), bredbåndsforbindelser (3.-plads) og mobile bredbåndsabonnementer (6.-plads),« hedder det i rapporten fra World Economic Forum.

Der er også pæne anmærkninger for, at hele 97 procent af de danske læger bruger teknologi til at skrive recepter. Til gengæld noterer rapporten, at Danmark sammen med Belgien, Grækenland, Irland, Luxembourg, Portugal, Spanien og Sverige, Tyskland og Østrig har færre ansatte i telesektoren nu end tidligere.Læs mere: Hent selv »Global information Technology Report 2013« (på engelsk, i PDF-format): www3.weforum.org/docs/WEF_GITR_Report_2013.pdf

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu