Danpo del af ny nordisk koncern

3. april 2013 09:40 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Danpo del af ny nordisk koncern
Billede mangler

Med en kapitalfond i ryggen vil den svenske Danpo-ejer Lantmännen samle en række nordiske aktører på kyllingemarkedet. Koncernen vil få en samlet årlig omsætning på over fem milliarder svenske kroner, oplyser Lantmännen onsdag morgen.

 

Det nye selskab overtager Kronfågelgruppen i Sverige og Danmark fra Lantmännen samt Cardinal Foods AS i Norge fra CapMan. Capvest Equity Partner kommer til at kontrollere det nye selskab med 52 procent af stemmerne, mens Lantmännen sidder på de øvrige 48 procent.

På trods af at fusioner traditionelt kan ende med effektiviseringer og nedskæringer, forsikrer Leif Bergvall Hansen – nuværende administrerende direktør i Kronfågelgruppen og foreslået chef for den nye koncern – over for Berlingske Business, at der ikke er fyringer i sigte i Danmark på grund af fusionen.

»Det betyder ikke noget for de danske arbejdspladser. Det er »business as usual«, hvad angår forretningsenheder. Det giver os derimod en platform til at udvikle forretningen, men det får ikke konsekvenser for driften,« siger Leif Bergvall Hansen.

Fusionsaftalen ventes at kunne træde i kraft 1. juli, hvis konkurrencemyndighederne blåstempler aftalen. Hvor hovedkvarteret kommer til at ligge, er endnu uvist, men fremtiden kommer til at indeholde samme produktionsmønster som i dag.

»Vores opgave bliver også i fremtiden at levere lokalt produceret kylling af højeste kvalitet til vores kunder. De som arbejder i Kronfågelgruppen og Cardinal Foods skal udvikle og opbygge Nordens førende virksomhed inden for kyllingeproduktion med en fortsat stærk fokus på kvalitet, dyrevelfærd, fødevaresikkerhed og bæredygtighed,« lyder det fra Leif Bergvall Hansen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu