Dansk afgift kan erstatte finansskatten

31. marts 2012 15:36 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Dansk afgift kan erstatte finansskatten
Billede mangler

EU ser på alternativer til en finansskat, og den danske lønsumsafgift på finansverdenen kan være vejen frem, vurderer Margrethe Vestager.
 
Et usexet ord som lønsumsafgift kan meget vel blive det nye sort i EU.
 
Det mener økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), som netop har overstået jobbet som vært på EU-topmødet i Bella Centret.
 
De 27 EU-lande kan ikke blive enige om en finansskat, og derfor valte økonomi- og finansministre på topmødet i Bella Centret at nedsætte en arbejdsgruppe. Den skal blandt andet se på, om den danske lønsumsafgift kan overføres til hele EU.
 
“Meget få lande har en lønsumsafgift som den danske, og der var en meget stor lydhørhed. Jeg tror ikke, kommissionens forslag bliver en afskrift af den danske afgift, men jeg tror der vil være en meget stærk inspiration, fordi vi har løbet foran,” siger Margrethe Vestager til Newspaq, og henviser til, at EU-Kommissionen vil komme med et nyt forslag, der erstatter finansskatten.
 
I går erklærede finansminister Bjarne Corydon (S) EU-Kommissionens forslag om en finansskat for død. Regeringskollegaen Vestager vil dog ikke helt aflive skatten, da arbejdsgruppen stadig skal se på konsekvenser af finansskatten. Men sporet for at få finansverdenen til at betale er skiftet, mener Margrethe Vestager.
 
“Så længe vi kun havde et spor, så fik vi hele tiden konfrontationen. Men det kræver enstemmighed, og så gik det i stå. Der er meget grøde i at se på alternative modeller fra for eksempel Sverige og Tyskland,” fortæller Margrethe Vestager.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu