Dansk Autohjælp advarer bilister i regnvejr

21. september 2012 17:05 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Dansk Autohjælp advarer bilister i regnvejr
Billede mangler

Den kraftige regn skaber travlhed hos Dansk Autohjælp, som anbefaler bilisterne at være særligt opmærksomme, når der er skybrud.
 
Det danske vejr har ændret sig, og vi oplever nu ofte voldsomme skybrud, hvor vandet vælter ned og gør bilkørsel til en farlig fornøjelse. Ifølge Dansk Autohjælp giver det store problemer for bilisterne.
 
– Når himlen virkelig åbner sine sluser og regnen vælter ned, så bør man som bilist nedsætte hastigheden kraftigt – eller måske ligefrem standse bilen. Dels er det svært at orientere sig, og dels bliver det svært at styre bilen, fortæller vagtcentralchef Ellen Trolle fra Dansk Autohjælp.
 
Monsterregn er blevet hverdag
Når vandet står ned i stænger, virker det som om vejbanen er glat. Det kaldes akvaplaning, og hvis uheldet er ude, kan det medføre, at bilisterne mister herredømmet over bilen.
 
– Akvaplaning forekommer, når der ligger så meget vand på vejen, at mønsteret i dækkene ikke kan nå at aflede vandet. Så er det faktisk værre end at køre i glatføre om vinteren, fortæller Peter Dyhr, som er stationsleder i Dansk Autohjælp.
 
Han anbefaler bilisterne at sikre, at der er godt mønster på dækkene, så bilen lettere kan fastholde vejgrebet. Derudover anbefaler Peter Dyhr at nedsætte hastigheden og køre uden om de store vandpytter.
 
– Mange af vandpytterne er meget dybe, men det kan være svært for bilisterne at vurdere, så mange kører igennem vandet med uændret hastighed. Og så kan det gå galt, siger Peter Dyhr.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu