Dansk cykelsport havde ikke kunnet bære en beskidt dansk Tour-vinder mere

1. februar 2013 17:10 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Dansk cykelsport havde ikke kunnet bære en beskidt dansk Tour-vinder mere
Billede mangler

Danmarks Cykle Unions direktør, Jesper Worre, kom i sommeren 2007 til at spille en enorm rolle i hele sagen omkring Michael Rasmussens skandaleombruste Tour de France. DCU-direktøren mærkede virkelig vreden fra folkedybet.

 

Torsdag indrømmede Michael Rasmussen som bekendt, at han var dopet i Touren 2007, og han indrømmede også, at den periode op til Touren, hvor han indkasserede de famøse advarsler fra antidopingmyndighederne, blev brugt til at dope sig, og at han gik rundt som én stor positiv dopingprøve i de uger, hvor han undgik dopingkontrol.

Jesper Worre er glad for, at alle nu kender den sande historie om, hvad der foregik dengang og baggrunden for, hvorfor DCU gjorde, som man gjorde, og han er stadig glad for, at Michael Rasmussen ikke vandt Touren i 2007.

– Der var ikke gået mere end et par måneder, efter vi havde hørt Bjarne Riis fortælle, hvor dopet han var, da han vandt Tour de France i 1996. Dansk cykelsport havde ikke kunnet bære en beskidt dansk Tour-vinder mere. Og at det overhovedet blev så dramatisk, som det gjorde, skyldes i mine øjne alene, at Rabobank begik den kæmpe fejl overhovedet at tage Michael Rasmussen med. Vi havde advaret dem på forhånd og fortalt om hans advarsler, om at han undgik dopingkontrol, og at vi ikke ville køre med ham på landsholdet længere. Det var helt vanvittigt, at han overhovedet kom til start i det løb, siger Jesper Worre.

Mange mener, at DCU brød en tavshedspligt, da man undervejs i Touren fortalte om Michael Rasmussens advarsler hos dopingmyndighederne. Jesper Worre er stadig ikke overbevist om, at det var et fortrolighedsbrud. – Det forveksles med whereabouts, som virkelig er fortrolige. At advarsler blev behandlet som fortrolige, var ikke lig med, at det nødvendigvis var det. Havde der været noget at komme efter, så var de vel kommet efter os, og det er der altså ikke nogen, som er, siger Worre og fastholder, at DCU først fortalte om advarslerne, da man hørte Michael Rasmussen lyve om dem.

– Michael Rasmussen blev spurgt til advarslerne og løj ved at sige, at han ikke havde nogen, og så begyndte vi at sige sandheden. Da det skete, var han i gult, og vi var godt klar over, at det kunne blive voldsomt.

Hvordan ser du tilbage på din personlige involvering i det hele?

– Jeg er lige ved at sige, at min eneste fejl var, at det ikke blev Tom Lund, der stod frem. For det var jo en formandsting, men på et telefonmøde fik jeg at vide, at den tog jeg, og det gjorde jeg så. Men jeg sagde også, at jeg ikke kom til at stå og lyve om Michael Rasmussen. Enten slukkede jeg min telefon, eller også så fortalte jeg sandheden.

Ville du ønske, du havde gemt dig?

– Nej, vi gjorde det eneste rigtige.

Timingen var jo nærmest ondskabsfuld – kunne I ikke have ventet med at udtale jer om, at I havde smidt ham af landsholdet og så videre til efter Touren?

– Jo, men så havde vi ikke været her i dag. Bjarne Riis havde netop indrømmet doping, vi stod i en verden, hvor der skulle være rent, vi skulle se fremad, Riis skulle køre verdens reneste hold og så videre, og så vi kiggede på en Michael Rasmussen, der ikke var ren. Skulle vi forsvare ham? Det syntes vi ikke. Vi skulle have nogle holdninger, og vi troede på, at det var det rigtige. Jeg er stadig chokeret over den modvind, vi mødte især hos TV2, som havde haft syv kamerahold og en helikopter til Riis’ indrømmelse, men som få uger senere, da Michael Rasmussen er ved at vinde Touren, ingen hukommelse har.

Hvilke personlige konsekvenser havde det for dig at blive budbringeren?

– Det var helt vanvittigt, hvad der foregik. Det tror jeg også, Lars Werge (daværende Ekstra Bladet-journalist) og Niels Christian Jung (DR-journalist) kan tale med om. Det er ikke småting, der er blevet skrevet på internettet. Mine børn blev ringet op på deres mobiltelefoner, fordi de var registreret i mit navn, og Ekstra Bladet lavede en nederdrægtig bagside, hvor Michael Jeppesen brød loven og trængte ind på min ejendom. Og vi havde været på ferie i Jylland det år, og på vejen hjem sad mine unger bag i bilen og fik stavet sig igennem læserbrevene i Ekstra Bladet. Det var ikke topfedt.

Var du udsat for trusler?

– Nej, kun anonyme nettrusler. Jeg har aldrig mødt det ude i virkeligheden, der har folk opført sig ordentligt. Det må man tage, som det er. Danmark Rundt det år var slemt. Folk stod med bannere, og der blev råbt mod min bil nogle steder, men der er folk også mere eller mindre anonyme. Jeg har aldrig oplevet noget nede i Netto.

Var du glad da Michael Rasmussen blev trukket ud?

– Nej, simpelthen ikke. På alle leder og kanter var det frygteligt for Michael Rasmussen, hvad han skulle opleve. Men han skulle slet ikke have været med. Men nej, jeg var ikke glad. Sagen var bare også den, at DCU ikke havde eksisteret i dag, hvis vi havde dækket over en positiv dansk Tour-vinder.

Han var jo ikke positiv?

– Han blev jo idømt en karantæne på det forløb, vi havde kendskab til op til løbet, og nu viser det sig, at han var positiv.

Har I talt sammen efterfølgende.

– Slet ikke. Der er ingen kontakt. Du spurgte før, om jeg var glad. Den aften ringede jeg til ham, fordi jeg kendte ham godt – jeg var blandt andet med til at sætte hans møde med Bjarne Riis op, så han fik kontrakt der i 2002, så vi havde et fint forhold. Men jeg ringede altså til ham, og jeg var ikke glad. Jeg spurgte ind til, om han var OK. Han tog telefonen, men sagde, at »jeg har ikke noget at snakke med dig om«. Det var ikke for at hovere, jeg ringede, så havde man også været et slemt røvhul. Det var ikke det, det handlede om.

En del af vreden mod dig handlede også om din egen fortid med en dom som dopet cykelrytter. Hvad var din berettigelse til at opføre dig moralsk med den baggrund?

– Den sag er nem at hive frem, og det er rigtigt, at den findes. Der er også svaret rigtig mange gange på det, og jeg må bare sige, at folk som tidligere Team Danmark-direktør Preben Kragelund, tidligere DIF-formand Kai Holm og tidligere DCU-formand Peder Pedersen har forholdt sig til, at det var en del af min fortid, da jeg fik dette job, siger Worre og fortsætter:

– Jeg er blevet ansat, uden at noget er holdt hemmelig, og så synes jeg i øvrigt nok, at jeg efter 14 år i dette job også fortjener at blive vurderet på den retning, der er i mit arbejde og på mine handlinger. Jeg tror ikke, at nogen kan være i tvivl om, hvor jeg står i forhold til doping.

Hans egen positive dopingsag handler om stoffet Amineptine, der i den periode røg af og på den forbudte liste. Det virkede på niveau med koffein.

– Det er så irriterende at læse om mig selv som dopingselvlysende, når jeg har en lillebitte dopingsag med et gråzoneprodukt, som var inde og ude af listen. Og ja, jeg tog det produkt, som i øvrigt aldrig siden er blevet nævnt som et problem, og jeg indrømmede med det samme, at det var en fejl, siger Worre og fortsætter:

– Sagen har været fuldt belyst hele tiden, og vi drøfter nogle gange at lægge det ud på vores hjemmeside, hvad min sag går ud på. Jeg husker, at jeg dengang blev ringet op og fik at vide, at jeg havde en positiv prøve, og jeg sagde, at det var umuligt, så finder jeg ud af, at jo der er måske det her, og så ringer jeg tilbage og spørger, om det er det produkt. De ringer til laboratoriet og får at vide, at ja, det er det. Fint, så har jeg taget det, siger jeg. Det må kaldes samarbejdsvillighed, mener DCU-direktøren.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu