Dansk digital kultur flytter til Luxembourg

19. februar 2013 10:55 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Dansk digital kultur flytter til Luxembourg
Billede mangler

Den danske e-boghandel Saxo.com flytter salget af e-bøger ud af landet for at spare momsen. Herhjemme er momsen på salget nemlig hele 25 procent mod kun tre procent i Luxembourg. Og de er ikke de eneste, der rejser væk fra afgiften.

De store internationale konkurrenter har allerede flyttet salget til Luxembourg og for at følge med i konkurrencen om den digitale kultur, har Saxo.com nu valgt at følge efter, skriver Politiken.

»Når Saxo flytter distributionen til Luxembourg, er det ikke for at skævvride det danske marked, men fordi alle de internationale spillere på det her område gør det, også vores væsentligste konkurrenter Amazon og iTunes. Den konkurrence er vi nødt til at forberede os på,« siger bestyrelsesformand for Saxo.com Martin Von Haller Grønbek til Politiken tirsdag.

Ikke alle er lige begejstrede for rejseplanerne. Hos forlaget Lindhart og Ringhof er forlaget bange for, at faldende priser som følge af den lavere moms, vil devaluere produktet i købernes øjne. Også det lille e-bogsforlag Riidr afventer om priserne vil falde og derved tvinge dem til også at sænke priserne, skriver Politiken.

Saxo.com har dog ikke planer om at sænke priserne på e-bøger, da det i forvejen ikke er nogen guldgrube, ligesom de ikke frygter at arbejdspladser herhjemme bliver nedlagt i forbindelse med flytningen af distributionen, skriver Politiken.

Det er fuldt ud lovligt at flytte salget til Luxembourg, men EU vil i fremtiden gøre det sværere at fifle med internethandlen. Fra 1. januar 2015 indføres nye regler for salg af digitale ydelser mellem landene, så momsen skal betales i det land, hvor køberen bor. På den måde vil det svare til handle med fysiske produkter, skriver Politiken.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu