Dansk dokumentarfilm om mordgåde scorer Emmy-nomineringer

15. juli 2017 20:20 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Filmen Amanda Knox, som er produceret af det danske selskab Plus Pictures, kan vinde flere Emmy-priser.

Dansk dokumentarfilm om mordgåde scorer Emmy-nomineringer
Den dansk producerede dokumentarfilm Amanda Knox er nomineret til to priser ved Emmy-uddelingen i 2017. Foto: Plus Pictures/netflix/Free

Newsbreak.dk har tidligere omtalt den lettere bizarre sag omkring Amanda Knox og hendes ture ind og ud af retten.

En danskproduceret dokumentarfilm om hende er nu nomineret til to Emmy’er.

Det fremgår af prisuddelingens hjemmeside.

Og det vækker glæde hos det danske produktionsselskab Plus Pictures, der står bag filmen. Det fortæller producer Mette Heide.

– Vi er utrolig stolte og glade for den anerkendelse med de to Emmy-nomineringer, siger hun.

Filmen kan vinde prisen for bedste dokumentarfilm og for bedste manuskript.

Dømt og frikendt – to gange

Den handler om amerikanske Amanda Knox, der to gange blev dømt og to gange frikendt for det brutale drab på hendes britiske bofælle.

Og historien om Amanda Knox er en af de største mordgåder i dette århundrede, mener Mette Heide.

– Det er en historie om, hvordan medierne kan løbe løbsk, og hvordan et konstant behov for nye informationer kan tage overhånd, siger hun.

– Og det var mediernes fascination, som gjorde, at vi synes, det var interessant at lave en historie, der også er en større historie om mediernes rolle i dag.

Amanda Knox fik premiere sidste år og er produceret til Netflix.

God oplevelse

For Mette Heide har det været en god oplevelse at arbejde sammen med den amerikanske streamingtjeneste.

– Netflix har givet os utrolig stor frihed til at fortælle denne historie, som vi har ønsket, siger hun.

Sagen om Amanda Knox varede næsten ti år og foregik i det italienske retsvæsen.

Det er lykkedes for Mette Heide og instruktørerne Brian McGinn og Rod Blackhurst at fortælle historien indefra.

De har haft direkte adgang til blandt andre hovedpersonen selv og til hendes medtiltalte og daværende kæreste, Raffaelle Sollecito.

Amanda Knox er i dag 30 år. Hun blev frikendt i 2015 og bor ifølge Plus Pictures nu i Seattle i USA.

Årets Emmy-priser bliver overrakt 17. september i Los Angeles. Uddelingen er kendt som tv-branchens prisfest.

/ritzau/

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu