Dansk drukrekord: Derfor drikker vi mest i Norden

30. november 2012 15:32 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Dansk drukrekord: Derfor drikker vi mest i Norden
Billede mangler

Læs, hvorfor vi danskere skåler mere end svenskerne og nordmændene og dermed sidder tungt på den nordiske druk-førertrøje. 
 
13 liter ren alkohol. Så meget drikker en voksen dansker på et år i form af øl, vin og spiritus.
 
Det er tre liter mere end svenskerne og fem mere end nordmændene. Det skriver Samvirke.
 
Men hvorfor er det, at danskerne er så glade for en kold bajer eller et godt glas vin, mens de to broderfolk sjældnere finder anledning til en skål?
 
Vi skal tilbage til begyndelsen af 1800-tallet. Det fortæller Sidsel Eriksen, historiker ved Københavns Universitet, der har forsket i dansk og svensk alkoholkultur.
 
– Afholdsbevægelserne fik næsten religiøs karakter i Sverige. Det betød, at svenskerne fik et syn, hvor den enkelte skal gå foran med det gode eksempel. Den indre kamp kom til blandt andet at handle om at kunne holde sig fra alkoholen, siger hun.
 
I Sverige skulle en god samfundsborger altså være arbejdsom, selvkontrolleret, retfærdig og dannet.
 
– I Danmark handler frelsen ikke så meget om at afsværge forskellige syndige ting. Vi har et mere grundtvigiansk billede, hvor vi ser på hele mennesket, siger Sidsel Eriksen.
 
Forsamlingshuse og højskoler har også medvirket til udviklingen af alkoholkuturen herhjemme. Og et godt dansk eksempel er den kolde øl i frokostpausen.
 
Sidsel Eriksen fortæller, at den danske fagbevægelse har haft en stor indflydelse på druk-kulturen.
 
– Det er meget sigende, når man kigger på vores alkoholkultur, at et af de store bryggerier for mere end 100 år siden – Bryggeriet Stjernen – blev startet af fagforeningerne. Endda af et overskud fra Arbejdernes Fællesbageri. I Sverige ville lønmodtagerne slet ikke have med bryggeridrift at gøre, siger hun.
 
Mette Grønkjær, der er ansat ved Aalborg Sygehus, og som i sin ph.d.-afhandling har kortlagt danskernes kultur, kalder alkohol for det sociale kit.
 
Der er næppe mange, der bryder sig om at være den, der beder om en sodavand, når de andre drikker alkohol.
 
– Det virker lidt mærkeligt, og straks skal man til at forklare, om man er gravid, syg eller bare skal køre hjem. Det er, som om det er de eneste situationer – ud over arbejdspladsen – hvor det er okay at vælge alkoholen fra. Hvis man ikke vil drikke alkohol, kan det godt opfattes lidt som en kritik af selskabet, siger hun.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu