Dansk Erhverv siger nej tak til SU-milliarder

14. februar 2013 16:51 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Dansk Erhverv siger nej tak til SU-milliarder
Billede mangler

Det går ikke, at regeringen vil bruge gevinsten fra den kommende SU-reform på skatte- og afgiftslettelser til erhvervslivet, skriver b.dk.

 

Så klar er meldingen fra Dansk Erhverv efter uddannelsesminister Morten Østergaards (R) melding i torsdagens udgave af Børsen. Her fortæller ministeren, at det forventede provenu på to milliarder kroner skal indgå i finansieringen af den kommende konkurrenceevnepakke, som regeringen barsler med, men det vil save den gren over, som regeringen bygger sine ambitioner om den bedst uddannede generation nogensinde på, lyder det fra erhvervslivet.

»Vi anerkender, at SU-reformen er en spareøvelse, men vi synes, det er vigtigt, at man tager op imod halvdelen af provenuet og fører det tilbage til uddannelserne. Det ville være forkert, hvis det hele går til konkurrenceevnepakken og til at lukke huller på finansloven. Det er en forkert prioritering,« siger Jannik Schack Linnemann, forsknings- og uddannelsespolitisk chef i Dansk Erhverv.

Han peger især på tre områder, der kræver særligt fokus. Blandt andet skal kvaliteten af uddannelserne forbedres, så kandidaterne i sidste ende kommer ud med bedre evner end i dag. Det skal samtidig ses i lyset af, at optaget øges med 10.000 studerende frem mod 2020, hvilket gør de ekstra midler til uddannelserne endnu mere vigtige, siger Schack Linnemann.

Derudover skal flere uddannelser målrettes erhvervslivet, så flere dimittender hurtigere finder arbejde, og til slut skal studie- og erhvervsvejledning styrkes, så de unge begynder hurtigere, og forhåbentlig vælger rigtigt første gang, de begynder på en uddannelse.

»Det kommer selvfølgelig også vores medlemmer til gode med en konkurrenceevnepakke, men oprindeligt var det forventede provenu på to milliarder kroner ikke øremærket noget specifikt formål, men vi har hele tiden haft en forventning om, at pengene skulle gå til kvalitetsforbedringer, fordi vi kommer til at se et øget optag, og det finansierer ikke sig selv,« siger Jannik Schack Linnemann.

Dansk Erhverv har selv en række forslag til, hvad en reform af SUen kan indeholde. De peger blandt andet på at fjerne støtten til alle hjemmeboende studerende, sløjfe SUen i juli samt at afskaffe det 6. SU-år. Jannik Schack Linnemann understreger, at ikke alle elementerne i deres udspil, der skal gennemføres, før de er tilfredse.

»Men SU-området er desværre ret underbelyst. Vi ved ikke ret meget om, hvad der sker, når man skærer i SUen, men vi er nødt til det, og vi er nødt til at bruge pengene på en smartere måde, end vi gør i dag,« siger han og uddyber:

»Vi kommer til at stikke de unge blår i øjnene, i stedet for at sige, at de måske ville være bedre tjent med at blive faglært arbejder eller tage en kort videregående uddannelse. Ellers risikerer vi at uddanne en ny generation af unge til noget, de ikke er gode nok til rent intellektuelt. Det er jo det, der gør den her diskussion rigtig følsom, men vi bliver nødt til at tage den meget snart,« siger Jannik Schack Linnemann.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu