Dansk Folkeparti efterlyser kommunalt gennembrud

16. marts 2013 13:08 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Dansk Folkeparti efterlyser kommunalt gennembrud
Billede mangler

Mens det går strygende for Dansk Folkeparti i flere landspolitiske meningsmålinger, så er det småt med opbakningen til partiet i landets største byer. En meningsmåling foretaget af Gallup for Berlingske viser, at partiet i København, Aarhus og Aalborg går markant tilbage forud for kommunalvalget.

 

Søren Espersen (DF), der sidder i partiets ledelse, er overrasket over, at det tilsyneladende går den ene vej landspolitisk og den anden vej kommunalt.

»Det er vi kede af og skuffede over. Det viser, at vi for alvor skal tage fat derude. Det er ikke tilfredsstillende tal for os, og jeg håber, vi kan gøre det bedre,« siger Søren Espersen, der dog påpeger, at Dansk Folkeparti traditionelt står stærkere i provinsen end i de større byer.

Dansk Folkeparti er i nogle landspolitiske målinger større end Socialdemokraterne, men selvom de to partier kæmper om mange af de samme vælgere, så peger Søren Espersen på, at mange danskere har én opfattelse af landspolitik og en helt anden af kommunalpolitik. Derfor er det svært at sammenligne de to målinger, mener han.

»Jeg kender mange, også i min nærmeste omgangskreds, som til folketingsvalg vil stemme på os, men til kommunalvalg har stemt på eksempelvis Socialdemokraterne. Der går man tit efter nogle, der er kendte og karismatiske personer, og så vælger man at stemme på dem,« siger Søren Espersen.

Han mener, at en borgmesterpost vil kunne give Dansk Folkeparti et lokalpolitisk rygstød.

»Et kommunalpolitisk gennembrud mangler vi nok. Vi har for eksempel aldrig haft en borgmester nogen steder, hvor eksempelvis SF jo har haft flere borgmestre, og det ville have været væsentligt. Vi kunne dog godt have fået en borgmester ved vores allerførste kommunalvalg i København (i 1997, red.). Der havde vi stemmer nok og seks mandater,« siger Søren Espersen og fastslår, at man i Dansk Folkeparti i dag vil sige ja tak til en borgmesterpost.

»Hvis vi kan det og har mulighed for det andre steder i provinsen, så vil det være et vældig stort plus for os,« siger han.

DF har dog ingen planer om at kaste en eller flere landspolitiske profiler ind i kommunalvalgkampen, og man vil således heller ikke se eksempelvis Pia Kjærsgaard stille op som borgmesterkandidat, siger Søren Espersen.

»Nej, vi er også meget optagede af, at det er deres eget bord derude. Vi blander os ikke ret meget i, hvordan de agerer, hvilke alliancer og valgforbund de indgår og hvem de støtter. Vi har folk, der støtter en socialdemokratisk borgmester, og folk, der støtter en Venstre-borgmester. Det må folk selv afgøre ude i de enkelte byråd, og så er det i høj grad deres ansvar at slå igennem derude,« siger han.

Kommunalvalget afholdes 19. november i år.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu