Dansk Folkeparti vil begrænse stemmeret

5. marts 2013 10:00 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Dansk Folkeparti vil begrænse stemmeret
Billede mangler

»Han læser bare op af partiprogrammet, så det er der ikke noget underligt i.«

 

Sådan lyder kommentaren fra næstformand hos Dansk Folkeparti, Søren Espersen (DF), efter at partiets borgmesterkandidat i Vejle, Holger Gorm Petersen (DF), har foreslået at begrænse indvandreres stemmeret ved kommunal- og regionalvalg.

Det bør kun være danske statsborgere, der kan stemme ved lokalvalgene, mener Holger Gorm Petersen. Som reglerne er skruet sammen nu, kan indvandrere, der har haft bopæl i Danmark i fire år, stemme ved kommunalvalg, men ikke ved valg til Folketinget.

Kravene bør være identiske ved de to valg, mener borgmesterkandidaten, der får opbakning fra partitoppen.

»Det er et særligt privilegium at kunne stemme ved et valg. Derfor bør man have dansk statsborgerskab for at kunne stemme. Det er helt i tråd med vores partiprogram, og vi har i øvrigt ved flere lejligheder stillet forslag om det i Folketinget,« siger Søren Espersen.

Holger Gorm Petersen begrunder sit forslag med, at mange indvandrere slet ikke er interesserede i at stemme ved lokalvalgene i Danmark.

»Statistikken viser, at ikke ret mange indvandrere stemmer, og det kan jeg godt forstå. Hvis jeg flyttede til et hulabula-land i Afrika, ville jeg da heller ikke være i stand til med det samme at tage stilling til politiske spørgsmål og deltage i en valghandling. Som indvandrer og ny i et land har man da travlt med en masse andre ting end politik,« siger Holger Gorm Petersen til Lokalavisen Vejle.

Det synspunkt møder opbakning hos Søren Espersen.

»Jeg tror bestemt, der er nogle udlændinge, der har været her tre-fire år, som er godt inde i tingene. Men mange er nok ikke interesseret. Og derfor mener vi, det bør være sådan, at kriteriet for at stemme er dansk statsborgerskab, både ved kommunalvalg, folketingsvalg og i øvrigt også valg til Europaparlamentet,« siger Søren Espersen.

For at opnå statsborgerskab skal man blandt andet aflægge en indfødsretsprøve, ligesom man skal have en ren straffeattest og evne til at forsørge sig selv.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu