Dansk Ikea tjekker kødboller for hestekød

25. februar 2013 15:50 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Dansk Ikea tjekker kødboller for hestekød
Billede mangler

Ikea Danmark stopper salget af kødboller i sine danske varehuse, oplyser møbelgiganten til Berlingske Nyhedsbureau.

 

Det sker efter, at der blev fundet spor af hestekød i et parti kødboller solgt i tjekkisk Ikea. Derfor er Ikea i Danmark nu gået i gang med at undersøge, om der også skulle være hestekød i de kødboller, der sælges i de danske varehuse.

»Hos Ikea Danmark kan vi bekræfte, at kødbollerne solgt fra restauranter og bistroer i de fem danske varehuse ikke er fra samme parti som det i Tjekkiet, hvor der blev fundet spor af hestekød. Alligevel har vi her i Danmark valgt at sende kødboller fra de danske varehuse til analyse,« udtaler Tina Würgau Lindharth, kommunikationsansvarlig i Ikea i en pressemeddelelse.

Ikea forventer at få svar på, om kødbollerne, der er solgt i Danmark, har indeholdt hestekød i løbet af nogle dage.

»I mellemtiden har vi valgt at stoppe salget af kødboller i vores danske restauranter og bistroer. Det har vi gjort for at lade tvivlen, om end den er meget lille, komme vores danske kunder til gode,« forklarer Tina Würgau Lindharth.

Fødevarestyrelsen meddelte tidligere mandag til politiken.dk, at den ville undersøge Ikeas kødboller efter fundet af hestekød i det tjekkiske parti.

Ifølge det svenske nyhedsbureau TT stammer de tjekkiske kødboller fra Dafgård, der er et svensk firma, som leverer kødboller til hovedparten af Ikeas butikker i Europa.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu