Dansk konkurrencekok tilfreds med indsatsen

30. januar 2013 16:07 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Dansk konkurrencekok tilfreds med indsatsen
Billede mangler

Det uofficielle kokke-VM er i fuld gang i den fransk by Lyon, hvor den danske deltager, Jeppe Foldager, onsdag eftermiddag har kreeret sin menu. Han er nu i dommernes vold, men til Berlingske siger den unge kok, at han er fortrøstningsfuld.- Jeg er 95 procent tilfreds med vores indsats. Selvfølgelig er der altid småting, som man kunne have gjort en anelse bedre, men jeg føler, at vi har fået lavet både varm og velsmagende mad, siger Jeppe Foldager.

 

Den 26-årige kok, der til daglig står ved gryderne på Søllerød Kro, blev tvunget til at ændre opskrift i sidste øjeblik, da der ikke var mere broccoli på det lokale marked, hvor deltagerne ved Bocuse d’Or, som den prestigefyldte konkurrence hedder officielt, skal købe deres ingredienser. Den udfordring tog han helt roligt, fortæller den danske dommer, John Kofod.

– Han fandt i stedet en anden kreativ løsning. Det er han rigtig dygtig til, fortæller dommeren.

Jeppe Foldager skal løfte arven efter kokkekollegaen Rasmus Kofoed, der vandt guld ved Bocuse d’Or i 2011. Danmark er sammen med Norge og Frankrig favoritter til at vinde årets kokkedyst, fortæller John Kofod.

– Men det er helt tydeligt, at franskmændene er meget opsatte på at vinde i år. Det er flere år siden, de sidst har vundet, og de er meget sultne efter at vinde i år, siger John Kofod, der fortæller, at hallen, hvor konkurrencen finder sted, er fyldt med hovedsaglig franskmænd.

– Der er nok 1.000 franskmænd og måske 150 danskere. Men stemningen er god, det minder om en bedre håndboldkamp, hvor der bliver hujet og tudet med tudehorn, fortæller John Kofod, der selv vandt Bocuse d’Or i 1997.

Som assistent har Jeppe Foldager kokken Christoffer Brink fra sin forgænger Rasmus Kofoeds restaurant, Geranium.

Den nøjagtige sammensætning af Foldagers konkurrenceretter holdes hemmelig, men det ligger fast, at forretten skal tilberedes med pighvar og hummer, mens kødet til hovedretten er oksemørbrad suppleret med indmad. Forud for konkurrencen har de to danskere lavet menuen omkring 50 gange for at forberede sig.

24 lande deltager i årets Bocuse d’Or, og i dommerkomiteen sidder en repræsentant for hvert land. Vinderen af årets konkurrence ventes at blive kåret onsdag klokken 19.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu