Dansk krig i Syrien langt, langt væk

7. februar 2012 18:42 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Dansk krig i Syrien langt, langt væk
Billede mangler

Den franske præsident Nicolas Sarkozy mener, at Syriens “rigtige venner” bør slutte sig sammen – og om nødvendigt – militært omstyrte Assad-styret, ligesom det skete i Libyen.
Men det har meget, meget lange udsigter, at Danmark deltager i en krig i Syrien.
“Det er slet ikke den diskussion, vi har lige nu,” konstaterer statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) tirsdag eftermiddag.
Samme vurdering lyder fra tidligere konservative udenrigsminister Per Stig Møller.
“Situationen var meget, meget klarere i Libyen. Der var en Gaddafi, som prøvede at slå den civile befolkning ihjel i Benghazi. Her kan man sige, at Assad forsøger at udrydde dem i Homs, men i Libyen var der ingen underliggende dagsorden, som der er her,” siger han.
Per Stig Møller peger på, at Iran, Qatar og Saudi Arabien alle er dybt indblandet i konflikter, hvilket gør, at Vesten skal være yderst varsom. Ellers kan vi rode os ind i en borgerkrig med uoverskuelige konsekvenser.
Thornings regeringspartnere i SF bakker op.
“Alle ved, at en intervention i Syrien vil have en helt anden karakter end i Libyen. Det er en helt anden situation,” fastslår Steen Gade (SF), der er medlem af Udenrigspolitisk Nævn.
Steen Gade peger da også på, at Nicolas Sarkozys udmelding mest bør ses som en indenrigspolitisk, fordi der senere på foråret er valg i Frankrig:
“Det virker lidt ledeløst, det han kommer med. Og må ses mere som signalpolitik end realpolitik.”
Holdningen blandt politikerne er, at man fortsat bør samarbejde med Den Arabiske Liga og, så vidt muligt, FN for at finde en ikke-militær løsning på den stadig voldsommere situation i Syrien.
“Det, der er vigtigt nu, er at få stoppet volden og gøre det med de rigtige midler. Derfor har vi udtalt meget klar fordømmelse over for volden. Og derfor samarbejder vi med Den Arabiske Liga, som har påtaget sig et stort ansvar,” lyder det fra statsministeren.
En række lande, blandt andet Holland og USA, har lukket sine ambassader i Syrien, men det er Danmark ikke på vej til, har Thorning understreget flere gange i dag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu