Dansk krigsskib involveret i mystisk skudsag

9. marts 2012 20:28 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Dansk krigsskib involveret i mystisk skudsag
Billede mangler

Forsvarets Auditørkorps skal nu undersøge en episode fra 20. april 2011, som involverer krigsskibet Esben Snare.
Det er Søværnets Operative Kommando, som i den forløbne uge har modtaget nye oplysninger i en sag, hvor besætningen på Esben Snare forsøgte at standse et moderskib.
Og det er for at skabe fuld klarhed over det faktiske hændelsesforløb i den snart et år gamle sag, som har fået søværnets folk til at bede auditørkorpset om at gå ind i sagen, skriver Søværnets Operative Kommando i en pressemeddelelse.
Det danske flådeskib var i april sidste år involveret i et forsøg på at standse et piratmoderskib tæt på den somaliske kyst. Og de nye oplysninger i sagen skaber usikkerhed omkring det faktiske hændelsesforløb.
“De nye oplysninger indikerer, at der i forbindelse med hændelsen kan være tale om eventuelt sårede eller dræbte om bord på moderskibet,” lyder det fra Søværnets Operative Kommando.
Søværnets Operative Kommando ønsker ikke at kommentere yderligere på sagen, før undersøgelsen er afsluttet.
Avisen Information fik tidligere på ugen aktindsigt i papirer, der viser, at beføjelserne for de danske piratjægere blev ændret i december 2010.
Siden da har de danske krigsskibe Esbern Snare og Absalon kostet mellem seks og 12 mennesker livet og såret mindst 14 andre, visen en gennemgang af skibenes pirataktioner, som avisen har foretaget.
Til sammenligning var de danske krigsskibe ikke indblandet i nogen tab af menneskeliv i piratkrigens første tre år.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu