Dansk kvinde vil sætte ild til sig selv

14. februar 2013 12:02 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Dansk kvinde vil sætte ild til sig selv
Billede mangler

En 50-årig dansk kvinde har truet med at sætte ild til sig selv foran den indiske premierminister Manmohan Singhs bolig som protest mod, at hun ikke har fået en ordentlig behandling, efter hun – efter eget udsagn – er blevet overfaldet af tre mænd i den indiske by Mehrampur. Det skriver bt.dk.

 

Ifølge den danske kvinde lod politiet gerningsmændene slippe for let og fornærmede hende, da hun forsøgte at forklare situationen. Det lokale politi afviser dog og siger, at mændene blev anholdt, men efterfølgende løsladt mod kaution.

Ifølge kvindens forklaring, fandt overfaldet angiveligt sted søndag, hvor mændene trængte ind på hendes og ægtemandens grund.

»De havde stikvåben med og forsøgte at angribe mig og trak mig mod porten for at bortføre mig. Jeg råbte på hjælp, og min mand, min svigermor og to ansatte kom ud og fik hjulpet mig fri,« siger kvinden til The Indian Express.

»Da jeg mødtes med en fra politiet, fortalte han mig, at jeg ikke forstod den indiske lov. Så kaldte han mig en løgner, og det var meget skuffende. Jeg vil have retfærdighed, ellers sætter jeg ild til mig selv foran premierministerens hus. Hvordan kan politiet være så ufølsomme over for kriminalitet rette mod kvinder,« siger kvinden, der er klar til at holde det indiske politi ansvarlig, hvis der skulle ske hende yderligere.

Ifølge det lokale politi er sagen dog røget ud af proportioner. En talsmand forklarer The Times of India.

»Jeg mødtes med parret tirsdag kl. 9.30, og jeg gav dem mit nummer, så de kan kontakte mig når som helst, hvis de har behov for hjælp.«

Politiet anser en mindre nabostrid med den ene af gerningsmændene for at være årsag til overfaldet.

Familien til den 50-årige har ikke villet udtale sig, men Udenrigsministeriets Borgerservice bekræfter, at der har været en hændelse med en dansk kvinde i Indien og oplyser, at de er i gang med at undersøge sagen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu