Dansk Metal vil halvere konkursramtes ventetid

11. februar 2013 12:33 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Dansk Metal vil halvere konkursramtes ventetid
Billede mangler

»Det er klart utilfredsstillende og uacceptabelt med så lang en ventetid. Man kan simpelthen ikke behandle folk på den måde.«

 

Det siger Torben Poulsen, A-kassechef i Dansk Metal.

Han mener, at Lønmodtagernes Garantifond (LG) lader folk, hvis arbejdsplads er gået konkurs, vente for længe på at få løn.

Jyllands-Posten skriver, at i 2012 måtte knap 21.000 lønmodtagere vente i gennemsnit ni uger, og i nogle tilfælde nåede sagsbehandlingstiden helt op på 17 uger.

»Det er en stærkt uheldig situation for alle, der bliver ramt af en konkurs. LG har sovet i timen, når der er folk, som må vente så længe,« siger pressechef Michael Krag-Svendsen fra fagforeningen og A-kassen Business Danmark.

Han påpeger, at en del medarbejdere desuden har kigget langt efter løn i et par måneder, inden virksomheden er gået konkurs:

»Så der er folk, der potentielt set kan gå i op til fem-seks måneder uden løn. Vi kan dække måske tre månedslønninger, men der er mange, som har flere hundrede tusinde kroner til gode, og det kan vi ikke dække,« siger Michael Krag-Svendsen.

I øjeblikket er sagsbehandlingstiden otte uger.

»Otte-ti uger er i overkanten. Den skal længere ned. Vi synes, at fire-seks uger er et acceptabelt niveau,« siger Torben Poulsen.

LG forklarer ventetiden med et nyt IT-system, der har skabt »pukler«.

»Vi har jo hele tiden fået at vide, at når de fik gang i det nye IT-system, så ville ventetiden falde ganske drastisk. Det viste sig bare, at det gjorde den ikke,« siger Torben Poulsen.

Jørgen Søndergaard, der er formand for LG, konstaterer, at man ikke vil ansætte flere medarbejdere i bestræbelserne på at nedbringe ventetiden:

»Det er klart, at de mennesker, der har behov for ordningen, har en interesse i hurtig afklaring, men omvendt skal man finde en passende balance, så man ikke spilder samfundets penge. Den balance synes vi, at vi har, siger han til Jyllands-Posten.

Torben Poulsen er uenig:

»Jeg synes generelt, at når man har haft en så lang ventetid, bør man ledelsesmæssigt vurdere, om det er acceptabelt, eller om man skal tilføre området flere ressourcer i en periode,« siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu