Dansk minehjælp på vej til Mali

4. februar 2013 10:11 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Dansk minehjælp på vej til Mali
Billede mangler

Folkekirkens Nødhjælp sender to ammunitionseksperter og en paramediciner til Mali.

 

Det sker for at bistå arbejdet med at få fjernet våbenrester fra den verserende konflikt, hvor Frankrig har angrebet islamister fra luften og på jorden i det afrikanske land.

Det er blandt andet granater, raketter og anden ammunition, som oprørerne har efterladt i deres flugt fra de franske bombardementer i landet, der nu udgør en fare for civilbefolkningen. De franske bombetogter har ifølge Folkekirkens Nødhjælp også bidraget til mængden af usprængt ammunition.

Minerydningschef ved Folkekirkens Nødhjælp, Richard MacCormac, forklarer, at ammunitionen er særligt farlig for børn.

– Personer der ikke kender til faren, er udsat. Det er især børn, der kommer til skade her. Vi ved ikke, hvor meget ammunition, der er spredt. Det skal vi i første omgang vurdere, siger han.

Han bekræfter, at organisationen har handlet på en anmodning fra FN om at sende eksperter til landet.

FN vurderer, at op mod 100.000 mennesker i det nordlige Mali er udsat for fare på grund af ueksploderet og efterladt ammunition. I løbet af mindre end et år har FN registreret 52 ulykker med krigsresterne. 31 af ofrene er børn.

Folkekirkens Nødhjælp sender i første omgang en ansat fra deres kontor i København til hovedstaden Bamako i det sydlige Mali. Senere i løbet af ugen vil de øvrige medarbejdere støde til. Organisationen forventer, at opgaverne særligt vil pågå i det centrale og nordlige Mali, hvor kampene har mest omfangsrige.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu