Dansk slagteri trækkes ind i hestekødskandale

15. februar 2013 18:33 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Dansk slagteri trækkes ind i hestekødskandale
Billede mangler

Det østjyske slagteri Hårby Slagtehus ved Skanderborg havnede fredag i fødevaremyndighedernes søgelys.

 

Slagteriet, der beskæftiger 26 medarbejdere og som slagter både kreaturer og heste, er under mistanke for at have solgt oksekød iblandet hestekød uden at deklarere det over for kunderne.

»Fødevarestyrelsens rejsehold har besøgt slagteriet og føler sig ikke overbevist om, at slagteriet har holdt de her dyr fuldstændig adskilt. Så nu er der udtaget prøver, så vi kan finde ud af, om der har været hestekød i oksekødet på det pågældende slagteri,« siger fødevareminister Mette Gjerskov (S) til Berlingske Nyhedsbureau og forklarer, at der ventes svar på prøverne i næste uge.

Slagteriets direktør, Niels Juul Nielsen, bekræftede fredag over for flere medier, at man har solgt en blanding af okse- og hestekød til to pizzeriaer. Men det er i alle tilfælde fremgået, at der var tale om blandingsprodukter, og derfor er der ikke foregået noget ulovligt, hævder direktøren.

»Der står på fakturaen, at det er hestekød,« siger Niels Juul Nielsen til BT og peger på, at det er pizzeriaerne, der har et problem, hvis de har solgt pizzaer uden at nævne, at hestekød indgår.

Som konsekvens af sagen vil Hårby Slagtehus dog droppe salget af blandingsproduktet indtil videre.

Det mistænkte slagteri blev for nylig ekskluderet af Danske Slagtermestre efter problemer med fødevaresikkerhed, og det kommer ikke som en overraskelse for organisationens formand, Leif Wilson Laustsen, at slagteriet nu også er i myndighedernes søgelys.

»Men det kommer bag på mig set i lyset af alle de skandaler, der er lige i øjeblikket omkring hestekød. Så det er ikke ret klogt gjort, hvis det vel og mærke er rigtigt. Det skal vi lige huske på. Der er jo ikke noget, der er bevist,« siger Leif Wilson Laustsen.

Fødevareministeren kan ikke love, at der i den kommende tid ikke vil dukke lignende sager op i Danmark, ligesom det også er en mulighed, at kontrollen skal øges på en mere permanent basis.

»Alle de produkter, der har været under mistanke, er blevet trukket tilbage, så der burde ikke være mere tilbage i butikkerne. Men jeg må også sige, at jeg står ikke i en situation, hvor jeg kan give nogen garantier. Ingen havde forventet det her, og det er kommet som en overraskelse for os alle sammen. Nu må vi stramme op og finde de skyldige, og så må vi se, om vi skal ændre på reglerne,« siger Mette Gjerskov.

Sagen om hestekød i produkter solgt som oksekød har rullet over det meste af Europa, og torsdag blev der også fundet spor af hestekød i fryselasagne solgt i Norge. Der er tale om mærket »First Price«-lasagne, som indtil for nylig også blev solgt i Danmark.

Fødevarestyrelsen går i næste uge i gang med at lave stikprøver af kød fra danske supermarkeder. Kødprøverne vil blive dna-testet, så myndighederne kan få et overblik over, om svindel med kød er et udbredt fænomen i danske kølemontrer.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu