Dansk spiludvikler vinder over religiøs orden

15. marts 2013 11:43 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Dansk spiludvikler vinder over religiøs orden
Billede mangler

Den katolske orden Opus Dei har i Sø- og Handelsretten fået afslag på, at begrebet »Opus Dei«, som er latin og betyder Guds Værk, afslag på, at den har eneret på navnet i EU.
Dermed står katolikkerne som tabere i sagen, hvor de har slæbt den danske spiludvikler Mark Rees-Andersen i retten for at have udviklet spillet »Opus Dei: Existence After Religion«.
Ordenen havde krævet, at danskeren skulle trække navn og logo tilbage på både spil og onlinespil, ligesom han skulle overdrage flere domæner på nettet til ordenen eller slette dem. Desuden krævede den religiøse gruppe, at Mark Rees-Andersen betalte en erstatning på 200.000 kroner.
Sø- og Handelsretten fandt dog, at ordenens varemærke, som er godkendt i EU, ikke kan »anses for at være velkendt i Danmark«, og at spiludviklerens varemærke på »Opus Dei: Existence After Religion« ikke anses for at kunne forveksles med ordenens varemærke.

 

Desuden lagde retten vægt på, at de to varemærker står for vidt forskellige ting. Mens ordenens hovedvirke er at missionere, bruger danskeren sit logo til et kortspil. Og fordi begrebet Opus Dei ifølge retten »ikke kan anses for at være beskrivende for religiøs undervisning«, er der ikke noget problem i, at begge parter bruger det.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu