Dansk tegneserie fylder 100 år

5. marts 2013 14:52 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Dansk tegneserie fylder 100 år
Billede mangler

Det er 100 år siden, at Storm Ps tegneserie »De 3 smaa mænd og Nummermanden« så dagens lys for første gang, og den kommercielle guldalder for den efterhånden kultagtige formidlingsform er længe forbi. De faldende salgstal vil imidlertid blive opvejet af en eksplosiv kreativitet og opfindsomhed, lyder det fra Thomas Thorhauge, formand for Dansk Tegneserieråd.

 

»De store salgstal er historie. Men avisstriber som Morten Ingemanns »Og det var Danmark« og »Wulffmorgenthaler« er jo virkelig populære og ligger på bestsellerlisten, når de bliver udgivet i bogform op til jul,« siger Thomas Thorhauge til Berlingske Nyhedsbureau.

Han mener, at netop de nuværende satiriske tegneserier ligger ganske tæt på det, der startede det hele, nemlig »De 3 smaa mænd og Nummermanden«, som fik debut 7. marts 1913.

»Det er måske ikke Storm Ps mest kendte tegneserie, men den minder faktisk meget om de »striber«, vi ser i dag med fire billeder, let genkendelige figurer og et såkaldt »gag«, der bliver bygget op til et klimaks i slutbilledet,« siger han.

Tegneserien skulle efterfølgende bruge lidt tid på at etablere sig i Danmark. Storm Ps meget populære »Peter og Ping« udkom først i 1922, og først efter Anden Verdenskrig fik tegneserierne for alvor deres gennembrud. Som en kommerciel motor for dagbladene.

»Tilknytningen til aviserne er en meget stor del af tegneseriens historie, og her er Danmark er ingen undtagelse,« siger Thorhauge.

Siden voksede dansk tegneserie sig stor hos familierne med blandt andet »Poeten og Lillemor«, begejstrede børn over hele verden med »Rasmus Klump« og gik franske og belgiske albumsucceser som »Tintin« og »Asterix« i bedene med »Valhalla«.

»I 1970erne og især i 1980erne storsolgte albumtegneserier, og i Danmark fik vi »Valhalla«, som på mange måder var en pendant til »Asterix«,« siger Thomas Thorhauge.

I dag er tegneserien ifølge Faraos Cigarer, der er en tegneserie- og rollespilsbutik i København, et nicheprodukt.

»Det er primært de gråhårede, der køber tegneserier. De følger jo ikke de unges digitale vaner. Så det giver næsten sig selv, at den klassiske tegneserie vil uddø i takt med, at de gråhårede forsvinder, men så må vi jo rykke vores fokus til andre forretningsområder,« siger Christopher Ouzman, medejer og redaktør hos Faraos Cigarer.

Dansk Tegneserieråd er imidlertid overbevist om, at tegneserien har sine bedste år foran sig. Formanden henviser til, at det er lykkedes at lave Danmarks første tegneserieuddannelse på VIA UC i Viborg.

»Uddannelsen er netop et udtryk for, at behovet for tegneserier vil bestå, og tegneserier lever jo også stærkt på nettet med både korte vittighedstegninger og i længere historier,« siger Thomas Thorhauge.

»Samtidig er tegneserien et medie, der egner sig godt til udvikling og afprøvning af idéer, der senere kan blive sat ind i et større system. For eksempel stammer TV-serien »Walking Dead« fra en tegneserie. Så der er stadig mange spændende perspektiver for tegneserien, 100 år efter dens begyndelse i Danmark.«

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu