Dansk træner færdig i polsk topklub

30. marts 2013 14:19 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Dansk træner færdig i polsk topklub
Billede mangler

For to år siden blev han kåret som årets træner i polsk håndbold, da danske Lars Walther førte Wisla Plock til mesterskabet. Nu er han fortid i klubben.

Ikke fyret, selv om årsagen er dårlige resultater. For Lars Walther har selv sagt op.

– Jeg træder tilbage på grund af dårlige resultater. Her er resultater forbundet med penge. Jeg ønskede at give plads til andre. Derfor indgav jeg min afsked. Jeg ønsker ikke at blive husket som fyren, der var her for pengenes skyld, siger Lars Walther ifølge handball-planet.com.

Den danske træner tog sin beslutning i direkte forlængelse af nederlaget i EHF Cup’en til Team Tvis Holstebro, der betød, at Wisla Plock ikke gik videre i turneringen. Lars Walther vil dog ikke sige, om han var blevet, hvis klubben var gået videre.

– Jeg vil ikke tale om ‘hvis’. Jeg vil kun tale om, hvad der er sket, siger den danske træner.

Lars Walther havde kontrakt til 2014 og har været i Wisla Plock i tre år. Før det har han været træner i klubber som tyske TV Emsdetten, Flensburg-Handewitt, Eintracht Hildesheim, slovenske Gorenje Velenje, italienske Indeco Conversano samt de danske klubber Virum Sorgenfri og Roar Roskilde.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu