Dansk VM-bud præsenteret

1. marts 2013 19:04 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Dansk VM-bud præsenteret
Billede mangler

Danmark fik topkarakter til VM-eksamen i Zürich.

 

Det dansk/lettiske bud på værtskabet for ishockey-VM i 2017 blev fredag præsenteret for det internationale ishockeyforbund, IIHFs eventkomité.

Den endelige afgørelse træffes ved en afstemning på kongressen under VM i Stockholm medio maj, hvor modstanderen er et fælles tysk/fransk projekt, som også blev lagt frem til vurdering på IIHFs bord.

– Vi kan ikke med sikkerhed vide i dag, om IIHF godkender alt. De skal senere besøge Ørestaden, hvor Copenhagen Arena skal ligge. Men vi præsenterede et godt bud, som fik en fin modtagelse både med hensyn til arenaen, økonomien, hoteller, transport og markedsføring, siger Danmarks Ishockey Unions direktør, Enver Hansen.

Han var i Zürich sammen med Copenhagen Arenas administrerende direktør, Claus Wiegand Larsen, og Sport Event Denmarks eventmanager, Frederik Munk.

Vinder Danmark/Letland VM-duellen, skal der spilles i Copenhagen Arena og Arena Riga, der var hovedarena ved VM i 2006. Danmark har udover en indledende pulje sikret sig begge semifinaler, medaljekampene og kongressen.

Copenhagen Arena får plads til 12.500 tilskuere til ishockey og ventes færdig i sidste halvdel af 2015. Byggeriet går i gang om to måneder.

Et ishockey-VM i 2017 vil være den største idrætsbegivenhed nogensinde på dansk grund og et gigantisk udstillingsvindue for landet og sporten.

Under sidste års VM i Stockholm og Helsinki blev der solgt 450.000 billetter, og VM blev vist for 600 millioner seere over hele verden.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu