Danske analytikere ser lyst på rød-hvide aktier

12. februar 2013 10:32 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Danske analytikere ser lyst på rød-hvide aktier
Billede mangler

Novo-aktien faldt drastisk i går – hele 13 procent – svarende til et fald i markedsværdien på 79 milliarder kroner. Danske analytikere havde ellers opfordret til køb og så lyst på firmaets fremtid. Men så man uden for landets grænser, var de udenlandske analytikere ikke helt så positive.

På finanstjenesten Bloombergs terminaler var de grønne anbefalinger til Novo-aktien i høj grad af dansk oprindelse, mens overvægten af de udenlandske analytikere var neutrale eller vurderede, at aktien blev værdisat lidt for højt.

“Det er et eksempel på, at man altid skal holde analytikeres og andres holdninger ud i strakt arm og huske sin egen kritiske, sunde fornuft og ikke mindst prøve at lægge de dannebrogsfarvede briller væk, når man investerer,” siger direktør for Dansk Aktionærforening, Jens Møller Nielsen.

Han opfordrer til at sprede sin risiko ved at investere bredt og gerne i forskellige brancher. For at få en ordentlig spredning skal investorerne helt uden for det danske aktiemarked, også selv om de store danske selskaber som for eksempel Novo Nordisk til dels er globale.

»Lytter man udelukkende til danske analytikere, så fokuserer de i høj grad per definition på danske aktier. Man kunne godt frygte, at de ikke helt kan se ud over de rød-hvide briller, når det handler om aktier,« siger Jens Møller Nielsen.

»Det er meget menneskeligt og naturligt, at man gerne vil de store, danske succeser. Det er godt. Man føler med dem. Men det kan give negative resultater.«

Derfor kommer det heller ikke bag på Dansk Aktionærforenings direktør, at de danske analytikere har en forkærlighed for de danske firmaer på aktiemarkedet, men derfor er det så meget desto vigtigere at gøre sig fri af de nationale synsvinkler og huske på, at en historisk succes ikke nødvendigvis fortsætter uproblematisk.

»Invester med hjernen, ikke med hjertet. Der er bare så hundesvært at holde hjertet helt udenfor. Det er især et problem for private investorer, men også for professionelle,« siger Jens Møller Nielsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu