Danske betjente doper sig med steroider

3. april 2013 01:39 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Danske betjente doper sig med steroider

Der hersker et problem med brug af steroider hos ordensmagten herhjemme. Flere betjente benytter sig således af den ulovlige dopingform, og kontrollen med misbruget er stort set ikke-eksisterende. Det skriver Politiken onsdag.

 

Til avisen fortæller en yngre betjent fra hovedstadsområdet, at politiet har et reelt problem:

»Misbruget af steroider i politiet bliver bare ignoreret, men der er mere, end folk tror«, siger den mandlige betjent, der ikke ønsker at stå frem med navn, da der i politiet er »en indgroet kultur om, at man ikke sladrer om hinanden – og man skal nok mærke, hvis man gør det«.

Det er uvist, hvor stort omfanget af doping i politiet er, men Politiken har kendskab til flere betjente, der enten doper sig eller har gjort det tidligere, skriver avisen.

Selvom brugen af steroider altså er en kendsgerning, så halter det med kontrollen. Det skyldes, at det er frivilligt for kommercielle træningscentre samt centre under politiet, hvorvidt de vil indgå en aftale med Anti Doping Danmark (ADD), der foretager dopingkontroller.

Kun få centre under politiet har således en aftale med kontrolmyndighederne.

»Som reglerne er nu, skal politiets træningscentre selv tilmelde sig ordningen. Ellers har vi ingen adgang,« siger Lone Hansen, direktør i Anti Doping Danmark.

Formand for Politiforbundet, Peter Ibsen, er overrasket over, at ADD ikke har adgang til centrene, og det vil han nu lave om på.

»Hver gang, der er en sag, skader det vores anseelse i befolkningen. Så hvis vi kan tale os frem til en løsning, gør vi gerne det,« siger Peter Ibsen til Politiken.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu